
Oliepriser steg onsdag morgen på forventningerne om, at den kommende amerikanske regering vil indføre store hjælpepakker og dermed sætte skub i brændstofefterspørgslen.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 56,24 dollar mod 55,91 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,32 dollar mod 52,98 dollar tirsdag eftermiddag.
Forventningen om, at præsident Joe Biden efter sin indsættelse vil indføre store hjælpepakker, ventes at have positiv effekt på oliepriserne:
"Forventningen er bestemt, at det vil støtte en bedre vækst og en bedre efterspørgsel i USA," siger Lachlan Shaw, der er chef for råvareresearch hos National Australia Bank, til Reuters om indsættelsen af Joe Biden.
Det Internationale Energiagentur har dog sænket sine forventninger til olieefterspørgsel i første kvartal med 580.000 tønder om dagen på grund af stramme nedlukninger og grænselukninger, der skal hæmme en øget vækst i coronasmitte.
Blandt andet har Kinas hovedstad, Beijing, indført strammere restriktioner efter en stigning i coronasmitte de seneste dage.
Tyskland har også forlænget sin nedlukning for de fleste butikker og skoler frem til 14. februar.
Olien stiger på optimisme for global økonomi
Tv-stationer: Biden vil stoppe olieledning mellem Canada og USA