EnergiWatch

Fem oliegiganter danner CCS-konsortium

BP står i spidsen for et nyt konsortium med Total, Eni, Equinor, Shell og National Grid, som vil udvikle teknologi til CO2-fangst og -lagring i Nordsøen.

Det industritunge område Teesside er et af de to områder i Storbritannien, som et konsortium med en håndfuld af verdens største olieselskaber vil fange og lagre CO2 fra. Foto: Nigel Roddis/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skorter ikke på store olieaktører i et nyt CCS-konsortium under ledelse af BP.

Sammenslutningen kalder sig The North Endurance Partnership (NEP) og omfatter foruden den britiske oliekæmpe også Equinor, Eni, Shell, Total og det britiske el- og gasforsyningsfirma National Grid.

Sammen vil parterne udvikle et system til transport og lagring af CO2 i den britiske del af Nordsøen. Derfor har de sendt en ansøgning afsted til den britiske regering med anmodning om statsstøtte.

Det bekræfter bl.a. medierne Energy Voice og Upstream Online.

Planen er, at konsortiet vil hente CO2 fra industriområderne Teesside og Humberside og via rørledninger føre CO2'en ud i Nordsøen og siden pumpe den ned i reservoirer i undergrunden.

BP har endnu ikke oplyst, hvor stort et støttebeløb, konsortiet har ansøgt om.

Ifølge Upstream Online satser den britiske supermajor på, at konsortiet kan aftage tæt på halvdelen af den samlede udledning fra Storbritanniens industri. Projektet ventes idriftsat i 2026.

Den danske pendant til projektet er det Ineos-ledede Project Greensand. Her vil olieselskabet i et samarbejde med Geus, Wintershall Dea og Maersk Drilling arbejde for at lagre CO2 i et eller flere af Ineos' udtjente oliefelter i den danske Nordsø.

 

EU-midler afgørende for ARC's carbon capture-planer: "Hvis vi ikke får pengene, bliver det ikke i 2025"

Equinor og Microsoft indgår aftale om CO2-fangst

Brancheorganisation: Få skabt klarhed om oliepolitikken hurtigst muligt

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere