EnergiWatch

Strejke i Norge og Delta skaber medvind i oliepriserne

Både Brent og WTI er steget med omkring 10 procent i løbet af indeværende uge. To kriser skubber priserne opad.

Også det kæmpemæssige Johan Sverdrup-felt er udfordret af verserende oliestrejke i Norge, bekræftede Equinor torsdag. Problematisk for den norske olieindustri, fint i forhold til væksten i de globale oliepriser. | Foto: Nerijus Adomaitis/Reuters/Ritzau Scanpix

Oliepriserne stiger fredag morgen og fortsætter dermed ugens lange stigning.

Både Brent og WTI-olie er steget med omtrent 10 pct. i denne uge, hvilket skaber den første ugentlige stigning i tre uger.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 43,19 dollar mod 42,80 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 41,04 dollar mod 40,70 dollar torsdag eftermiddag.

Den ugentlige stigning overgår forventningerne, der ellers var sat højt grundet et stort forventet fald på udbudssiden.

Særligt orkanen Delta, som truer den Mexicanske Golf med et fald på 1,7 mio. tønder per dag, har været med til at sætte oliepriserne i vejret.

Delta har tvunget olieproducenterne til at lukke næsten 92 pct. af produktionen, idet stormen nærmer sig og ventes at ramme den allerede ødelagte Louisiana-kyst fredag, skriver Bloomberg News.

"Nedlukningen af produktionen i den Mexicanske Golf forud for orkanen Delta har uden tvivl været en af grundene til, at vi har set det store opsving i oliepriserne," siger Michael McCarthy, som er markedsstrateg hos CMC Markets, til Bloomberg News.

"Den bekymring der har været angående den manglende disciplin fra OPEC, ser ud til at være blevet absorberet af faldet i olieudbud," fortsætter han.

Organisation af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, og Libyen har forårsaget bekymring på oliemarkedet, da de på det seneste ikke har holdt igen med olieproduktionen på et allerede overfyldt marked, skriver Bloomberg News.

Samtidig er oliepriserne blevet holdt oppe af en olie-strejke i Norge, som truer med at skære op mod 25 pct. af landets olieproduktion.

Ifølge Reuters vil det norske olieselskab forsøge at indgå en aftale med oliearbejderne i løbet af fredag, i håb om at stoppe strejken så hurtigt som muligt.

På andre dele af råvaremarkedet stiger guldpriserne, mens der ses et fald i kobberpriserne.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1910,72 dollar mod 1885,59 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 6736,5 dollar mod 6672 dollar torsdag eftermiddag.

 

Fortsætter strejken må Equinor standse Sverdrup-produktionen 

Flad olieprisudivkling efter mandagens optur 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs