EnergiWatch

Det sorte kartel skal surfe på den grønne bølge

Så gennemtrængende er olien i samfundet, at hvis man beder alle mennesker, der en tilfældig dag på et tilfældigt tidspunkt går på strøget i en by, om at fjerne alle beklædningsgenstande, som rummer kunststoffer, vil hovedparten stå mere eller mindre nøgne tilbage.

Foto: AP/Hasan Jamali

Nekrologerne er skrevet mange gange, men verdens mest magtfulde kartel lever i bedste velgående og fylder 60 år.

Karteller er økonomisk kriminalitet, men ikke når suveræne stater står bag.

Sat på spidsen er det virkeligheden for Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec), hvis 13 medlemmer mødes regelmæssigt og afstemmer produktionen med henblik på at holde oliepriserne på et bestemt niveau.

Det lykkes ikke altid lige godt, men over tid har Opec været instrumentel i at sikre sine medlemslande et langt større økonomiske udbytte, end tilfældet ville have været, hvis olie skulle produceres og prissættes på rent markedsøkonomiske vilkår.

Opec blev etableret ved en konference i Bagdad i dagene 10.-14. september 1960. I konferencen deltog fem lande: Værtslandet Irak samt Iran, Saudi-Arabien, Kuwait og Venezuela.

På daværende tidspunkt var den globale olieproduktion på 21 mio. tdr. i døgnet, hvoraf USA alene tegnede sig for en tredjedel. En tønde råolie kostede 1,63 dollars eller 25,41 dollars korrigeret for inflation.

 

En stor del af verdens olieproduktion og 85 pct. af verdens kendte oliereserver lå dengang i hænderne på det, der siden blev kaldt "De syv søstre":

  • Anglo-Iranian Oil Company (i dag BP)
  • Royal Dutch Shell
  • Standard Oil Company of California (i dag Chevron)
  • Gulf Oil (i dag en del af Chevron)
  • Texaco (i dag en del af Chevron)
  • Standard Oil Company of New Jersey (senere Esso og Exxon, i dag ExxonMobil)
  • Standard Oil Company of New York (senere Mobil, i dag ExxonMobil)

Standard Oil Company and Trust var navnet på John D. Rockefellers oliemonopol fra 1870 og frem til tvangsopsplitningen i 1911, og det er tankevækkende, at hovedparten af de tidligere selvstændige Standard Oil-selskaber i dag er genforenet i ExxonMobil, Chevron og BP.

Netop de syv søstres magt i prisforhandlingerne var bevæggrunden for, at fem lande fandt sammen om at danne Opec. Op gennem 1960’erne kom andre fem lande til: Qatar, Indonesien, Libyen, Forenede Arabiske Emirater og Algeriet.

 

Olieprischokket

De syv søstre kontrollerede reelt den mængde råolie, der blev produceret og solgt, til hvem den blev solgt, og hvad den skulle koste. I al væsentligt skete dette uden at konsultere regeringerne i de lande, hvor olien blev produceret.

Næppe nogen bilist havde hørt om Opec, før den arabiske olieembargo ramte i 1973.

I september krævede Opec forhandlinger om højere oliepriser, men dette blev rutinemæssigt afvist af De syv søstre.

Den 9. oktober blev Israel angrebet af styrker fra Egypten og Syrien i det, der siden er blevet kendt som ”Yom Kippur-krigen”. 10 dage senere bad USA’s præsident Richard Nixon Kongressen om 2,2 mia. dollars i akut hjælp til Israel, hvilket udløste en arabisk olieembargo mod USA.

Embargoen ramte kort efter Danmark, da statsminister Anker Jørgensen (S) i en tale i Middelfart gav sin støtte til Israel.

 

Sporene fra dengang eksisterer den dag i dag.

Der blev indført hastighedsgrænser på 80 km/t på landevej og 60 km/t i byerne. Modsat, hvad mange tror, er hastighedsgrænserne ikke indført af hensyn til trafiksikkerheden, men på grund af rekordhøje oliepriser.

Endvidere blev der indført billøse søndage, ligesom danskerne blev belært om at tætne vinduer og døre samt isolere deres huse for at spare på energi. Alle blev opfordret til – i vintermånederne 1973-74 – at holde temperaturen indendørs på 18 grader eller derunder. Også erhvervslivet blev bedt om at spare energi.

Som reaktion blev råolieprisen firdoblet fra 2,90 dollars pr. tønde umiddelbart før embargoen til 11,65 dollars i januar 1974, og der blev den, selv om embargoen blev bragt til ophør i foråret 1974. Konsekvensen var en økonomisk recession og en kraftigt stigende inflation.

"Ultimativt var olieprischokket i 1973-74 og den ledsagende inflation resultatet af mange faktorer, der kulminerede i en perfekt økonomisk storm. Olieembargoen var blot én af mange komplicerede faktorer, der fik amerikanske politikere til at overvurdere USA’s nationale potentiale og undervurdere deres egen rolle i den bredt funderede inflation, der dominerede op gennem 1970’erne," lyder sammenfatningen fra Arthur F. Burns, USA’s centralbankchef fra 1970-78.

Samspilsproblemerne

De nulevende generationer er vokset op med olien som vital for en fungerende samfundsøkonomi, og verden forbruger dagligt olie for mere end 25 mia. kr. i rå markedsværdi. Det reelle beløb er langt højere, når råolien er omdannet til motorbrændstoffer, kunststoffer, kunstgødning, kemikalier, m.m.

Endnu dyrere bliver det, da olien er en vigtig pengemaskine som skatteobjekt.

Data fra Eurostat viser, at EU-landene i 2018 tilsammen opkrævede 2.425 mia. kr. i miljø- og energiafgifter, der fordeler sig med 77,6 pct. fra energiafgifter, 19,1 pct. fra transportafgifter og 3,3 pct. fra miljø- og ressourceafgifter. Dette er 6,65 mia. kr. pr. dag, og hertil skal som oftest lægges moms.

Samspillet bliver ikke mindre broget af, at verden bruger store beløb på at subsidiere forbruget af fossile brændsler. 85 pct. går til olie og kul.

Den Internationale Valutafond (IMF) har beregnet, at der globalt bliver brugt 5.200 mia. dollars (32.650 mia. kr.) om året på statsstøtte til fossile brændsler, hvilket svarer til 6,5 pct. af det globale bruttonationalprodukt (bnp) – før coronakrisen.

 

De lande, der direkte eller indirekte bruger fleste penge på statsstøtten, er også nogle af verdens største økonomier: USA, EU, Kina, Indien og Rusland.

I de fleste tilfælde går statsstøtten til at sænke pumpeprisen på motorbrændstoffer.

Det sker ofte med sociale hensyn som begrundelse, men beregninger fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) har vist, at hvis alle fossile brændsler blev solgt til markedspris, ville det kunne sænke den globale udledning af drivhusgasser med 25 pct., mens antallet af dødsfald fra luftforurening ville kunne halveres. Tillige ville statskasserne kunne øge indtægterne med 3,8 pct. af bnp., der så kunne bruges til sociale foranstaltninger.

Blandt de lande, der yder statsstøtte til olie, finder man hovedparten af Opecs medlemslande, hvis borgere kan fylde tanken til priser, som danske bilister end ikke tør fantasere om. I Saudi-Arabien koster 1 liter benzin således 1,80 kr., mens prisen i Iran på den anden side af Den Persiske Golf er 48 øre pr. liter.

Effekten er målbar: Saudi-Arabien med 34 mio. indbyggere havde i fjor et gennemsnitlig dagligt olieforbrug på 3,8 mio. tdr. eller tæt på de 4,1 mio. tdr., som var det samlede forbrug for hele Afrika med 1.215 mio. indbyggere.

Udfordringerne

I sit 60. år står Opec over for sin største langsigtede udfordring: At det globale olieforbrug ikke længere vokser, men ifølge stadigt flere eksperter er ved at kulminere for herefter at falde.

Ét er det produktionsfald, der er et resultat af coronakrisen. Ganske anderledes er de strukturelle ændringer, der følger af den hastige elektrificering. Netop nu er en opladningshybridbil – Ford Kuga – den mest solgte herhjemme.

Ja, den har en benzinmotor, men hvis ejerne lader batteriet op, bruger den markant mindre benzin. Inden for få år vil der være et stort udvalg af rene elbiler, og dermed vil der ske en oliefortrængning. Hvor hurtigt afhænger af en række faktorer, ikke mindst udbygningen af ladeinfrastruktur.

Der arbejdes intenst på at udvikle klimaneutralt brændstof til luftfarten, ligesom alle andre dele af transportsektoren er på vej væk fra olien.

Omvendt stiger forbruget af olie og til en vis grad naturgas i den petrokemiske industri.

Det kan godt være, at bilens fremdrift bliver elektrisk, men mængden af kunststoffer er i en gennemsnitsbil vokset fra 200 kg i 2014 til i dag 350 kg, viser data fra IHS Markit.

 

Brugen af kunstfibre i beklædning og fodtøj er omfattende, men et skifte til naturfibre som f.eks. bomuld er ikke uproblematisk på grund af det store forbrug af areal, vand, kunstgødning og pesticider, der medgår i produktionen af bomuld.

Et kritisk blik rundt i ethvert hjem vil vise en udstrakt brug af plastik. Der tales meget om genanvendelse af kunststoffer, og EU har gennemført et direktiv, der skal bringe brugen af éngangsplast til ophør senest i 2025.

IEA taler om "den blinde vinkel" i klimadebatten, fordi der ikke eksisterer verificerbare data for, hvor stor en del af verdens olie- og gasproduktion, der ender som råmateriale for den petrokemiske industri.

At ønske et kartel til lykke vil være forkert, men at afskrive organisationen vil være at undervurdere den livskraft, som Opec har haft siden undfangelsen i Bagdad for 60 år siden.

På vejen mod de 70 år står Opec formentlig foran de største udfordringer i organisationens historie.

De vil blive adresseret med den pragmatiske, politisk-teknokratiske tilgang, der har kendetegnet Opec i de senere år, men endnu har verden til gode at erfare, hvordan det sorte kartel vil manøvrere i en verden, der uigenkaldeligt er ved at tage afsked med de fossile brændsler.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere