EnergiWatch

Bekymringer om coronapandemi hæmmer oliepriser

Truslen om en andenbølge af coronasmitte og nedlukkede samfund holder oliepriserne nede.

Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix

Fortsatte bekymringer om en stigning i antallet af coronatilfælde holder torsdag oliepriserne nede. Den seneste tids stigning i dollaren har ellers givet støtte til oliepriserne, der typisk er prissat i dollar og derfor ofte følger valutaens kurs.

Det skriver Reuters.

Onsdag ramte de to oliepriser deres højeste niveau siden 6. marts i år. Stigningen kom, efter det amerikanske energiministerium, Energy Information Administration (EIA), berettede om et overraskende stort fald i de amerikanske råolielagre.

Men en mulig andenbølge af coronasmitte og nedlukninger af samfund truer stadig, og dermed falder oliepriserne torsdag morgen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 45,26 dollar mod 46,00 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 42,14 dollar mod 43,26 dollar onsdag eftermiddag.

"Det er svært at være særligt konstruktiv, når det kommer til oliemarkedet, for markedet har haltet, og der er overskud af olie," skrev ING Economics i et notat onsdag ifølge Reuters.

Personer fra den amerikanske centralbank har udtalt, at et stigende antal coronatilfælde fortsat påvirker økonomien i USA, der er verdens største olieforbruger.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 2043,20 dollar mod 2043,05 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6465,00 dollar mod 6517,50 dollar onsdag eftermiddag.

 

Lave priser kan barbere 20 pct. af værdien på Exxon Mobils reserver

Norsea presset til fyringer

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere