Tyra-feltets hovedplatform forsvandt på få sekunder

Søndag fjernede Allseas-skibet Pioneering Spirit den tonstunge platform Tyra Øst i et enkelt snuptag. Dermed blev der taget hul på sidste del af genopbygningsprojektets nedtagningsfase. Arbejdet tiltrækker interesse fra hele Total-koncernen, afslører projektdirektør Morten Hesselager Pedersen.
Der skulle intet mindre end verdens største konstruktionsskib til for at få fjernet Tyra Øst-platformen. Der er tale om det Allseas-ejede Pioneering Spirit, som her ses sejle væk med anlægget. | Foto: Total PR
Der skulle intet mindre end verdens største konstruktionsskib til for at få fjernet Tyra Øst-platformen. Der er tale om det Allseas-ejede Pioneering Spirit, som her ses sejle væk med anlægget. | Foto: Total PR

Der gik 12 sekunder, før Allseas-skibet Pioneering Spirit havde løftet de 14.000 ton stål, som udgør hovedplatformen på Tyra Øst.

Det skete tidligt søndag morgen i forbindelse med, at hele Tyra-feltet skal fjernes, så der kan komme et nyt og forbedret anlæg i stedet. Genopbygningen udgør den dyreste investering nogensinde i den danske Nordsø: 21 mia. kr.

EnergiWatch fanger mandag formiddag en projektdirektør, Morten Hesselager Pedersen, som indtil videre er ganske fint tilfreds med forløbet:

"Hele vores nedtagningskampagne over sommeren har forløbet rigtig, rigtig godt. Vi har været i stand til at eksekvere første fase, som drejede sig meget om præcision. Den lavede vi sikkert og i henhold til vores plan. I går kom vi godt i gang med fase 2, da vi skrev danmarkshistorie ved at løfte Tyra Øst af," siger han.

Projektdirektøren bemærker, at der er stor glæde på holdet over, at projektet forløber planmæssigt. Det er ikke set før i Danmarks oliehistorie, at der er blevet fjernet et helt olieanlæg i Nordsøen.

Nedenfor kan du se en video, der illustrerer, hvordan nedtagningen af Tyra Øst foregik. Videoen er produceret for Total, Noreco og Nordsøfonden. Artiklen fortsætter derefter.

Øst er væk, Vest venter

Fase to i projektet består af to hovedløft af de to integrerede beboelses- og procesplatforme på Tyra Øst og Tyra Vest. Her mangler altså nu blot sidstnævnte.

Vest-platformen vejer cirka det halve af Tyra Øst, og Total forventer, at Pioneering Spirit kan levere løftet omkring udgangen af ugen.

Det er i store træk den samme metodebeskrivelse, der skal anvendes.

Pioneering Spirit er lige nu på vej ind til Frederikshavn med den store Tyra Øst-platform. Når skibet nærmer sig havnen, skal platformen transporteres over på en flydepram for at kunne fragtes det sidste stykke ind.

Det arbejde kommer til at foregå over de kommende dage, måske allerede natten til tirsdag.

Tidsplanen holder endnu

Men selv om der altså fortsat venter flere store opgaver i forbindelse med nedtagningen, så er Morten Hesselager Pedersen allerede opmærksom på den betydning, som den danske afdelings arbejde kan ende med at få for hele Total-koncernen.

"Selvfølgelig skal vi lære af denne her nedtagningskampagne. Det er gået rigtig godt, og det er gået efter planen, men selvfølgelig er der nogle ting, som vi skal sætte os ned og evaluere på for at se, hvilken læring, vi kan tage med," siger han og tilføjer:

"Og det er klart, at det her tiltrækker interesse internt i Total. Der kommer vi i første omgang til at skulle finde ud af, hvad organisationen kan få ud af alt det arbejde, som vi har gået og lavet i Danmark."

Morten Hesselager Pedersen er foreløbigt ganske tilfreds med forløbet omkring Tyra Future-genopbygningen, hvor han er projektdirektør. Det siger han i et interview med EnergiWatch. | Foto: Total PR
Morten Hesselager Pedersen er foreløbigt ganske tilfreds med forløbet omkring Tyra Future-genopbygningen, hvor han er projektdirektør. Det siger han i et interview med EnergiWatch. | Foto: Total PR

Har måttet indordne projektet

Et af de forhold, som næppe kunne have været forudset for projektholdet, var udbruddet af corona-virus.

Pandemien har undervejs tvunget Total til at flytte arbejdsopgaver, f.eks. fra Sembcorps værft i Singapore, hvorfra Total skulle have produceret brøndhoved- og stigrørsplatforme til det nye anlæg.

Hvad angår arbejdet nu og her, spiller corona-krisen først og fremmest ind i forhold til de sikkerhedsforanstaltninger, som Total har måttet implementere over for medarbejderne, fortæller Morten Hesselager Pedersen.

"Det har påvirket projektet i det omfang, at sikkerheden og sundheden for vores medarbejdere selvfølgelig har været af allerhøjeste betydning. Det betyder, at vi i de sidste seks måneder har indordnet os under de restriktioner, som covid-19 har medført. Men ikke desto har vi været i stand til at få projektet til at skride frem. Vi har været i stand til at udføre fase 1 og 2 efter vores oprindelige tidslinje, og det er vi rigtig glade for og tilfredse med," siger han.

Når begge de to hovedplatforme fra Tyra-feltet er fjernet og sejlet væk, skal de afleveres hos den amerikanske virksomhed Mars i Frederikshavn, der skal sikre, at 95 pct. af de i alt syv udtjente platforme kan genanvendes.

Det nye Tyra skal stå helt klar i midten af 2022, hvorefter feltet ventes at kunne levere olie og især gas i 25 år frem.

 

Kæmpeskib begynder nedtagning af Tyra-platforme 

Se video: Tyra-feltet pilles fra hinanden

Dyrebare danske dråber drypper fra et felt i forfald 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også