EnergiWatch

Flaring rammer højeste niveau i ti år

Sidste år blev der brændt mere gas i forbindelse med den globale olieproduktion end i nogen af de ti år forinden. Det viser nye data fra Verdensbanken.

Foto: Angus Mordant/Reuters/Ritzau Scanpix

Flaring udledte i fjor, hvad der svarer til over 400 mio. ton CO2 på verdensplan. Det er det højeste tal i mere end ti år.

Det viser nye tal fra Verdensbanken, som Financial Times beskriver.

Lige nu er den store udfordring i forhold til at få reduceret den miljøskadelige praksis, at olie- og gaspriserne er lave. Det mener Zubin Bamji, der er programleder for Verdensbankens initiativ om at stoppe rutinemæssig flaring.

Han påpeger, at gassen i stedet burde blive fanget og bruges som forsyning til varme og strøm, men at der formentlig skal større incitamenter til, hvis afbrændingen for alvor skal reduceres:

"Når man skal indsamle gassen og transportere den via gasrørledninger, kræver det store volumener af gas, for at det kan løbe rundt kommercielt. Det er stadigvæk meget udfordrende at få til at lade sig gøre rent økonomisk, og meget afhænger af gaspriserne og værdien på slutprodukterne," konstaterer han.

Status quo i Danmark

Som EnergiWatch tidligere har beskrevet, lå flaring-udledningerne i dansk sektor på samme niveau i 2019 som i året forinden, når man sammenholder tallet med olieproduktionen.

Den samlede udledning fra den danske olieverdens flaring lå på 156.960 CO2 i 2019.

Flaring bliver især brugt, fordi det er en sikker og effektiv måde at skille sig af med al den gas, som man ikke kan bruge til noget. I Danmark har flaringen ifølge eneretshaveren Total udelukkende sikkerhedsmæssig karakter, mens den andre steder i verden også forekommer, når det simpelthen ikke kan betale sig at sælge gassen videre ud på markederne.

På verdensplan er det især USA, Rusland og Irak, der de senere år har drevet den øgede brug af flaring, idet landene har skruet markant op for deres respektive produktioner.

 

Klimarådet får to nye medlemmer

Handelsrådgiver-kommentarer sender oliepriserne på rutsjetur

GE vil lave strøm i stor stil fra flare-gas

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere