Maersk Drilling: Covid-19 skaber mere usikkerhed om fremtiden

Det danske drillingselskab så en opadgående trend i første kvartal 2020, som adm. direktør Jørn Madsen forventer prompte vil blive knækket af covid-19 og kollapset i oliepris.
"Efter nedjusteringerne reflekterer vores prognose, at vi ikke forventer at kunne få flere nye kontrakter i løbet af 2020," siger adm. direktør for Maersk Drilling, Jørn Madsen. | Foto: PR/Maersk Drilling
"Efter nedjusteringerne reflekterer vores prognose, at vi ikke forventer at kunne få flere nye kontrakter i løbet af 2020," siger adm. direktør for Maersk Drilling, Jørn Madsen. | Foto: PR/Maersk Drilling
AF RITZAU FINANS

De bedre tider var for alvor begyndt at vise sig efter en række hårde år i borerigsektoren, men i løbet af foråret skabte coronakrisen og et massivt dyk i oliepriserne en fornyet usikkerhed for branchen.

Det kan også mærkes hos danske Maersk Drilling, der kom gennem årets første kvartal stort set, som selskabet havde regnet med ved årets start, fortæller Jørn Madsen, der er administrerende direktør.

"Første kvartal blev faktisk leveret, som vi forventede. Det er vi sådan set tilfredse med, og vi så også, at markederne forbedrede sig. I kvartalet havde vi for første gang siden 2015 alle vores flydere ude at arbejde på samme tid, og på den måde så vi en opadgående trend," siger han og henviser til selskabets flydende borerigge.

"Så er vi selvfølgelig blevet ramt af Covid-19, og derfor er der noget mere usikkerhed om fremtiden, da vi stadig står midt i det," siger han til Ritzau Finans kort efter offentliggørelsen af selskabets handelsopdatering for første kvartal.

Står over for hidtil usete tider

Resten af året ser genopretningen for selskaberne, der udlejer borerigge og -skibe til oliebranchen, også ud til at være helt aflyst.

Ifølge direktøren står selskabet lige nu over for hidtil usete tider i industrien.

Et kollaps i priserne på olie har fået olieselskaberne til at skære i deres investeringer, og dermed falder efterspørgslen efter borerigsektorens leverancer også.

En del udbudsrunder er blevet udskudt eller aflyst, og nogle projekter er også sat på hold.

Det betyder, at udsigten til at lande nye kontrakter i løbet af 2020 er meget begrænset for både Maersk Drilling og konkurrenterne.

Det var medvirkende til, at det tidligere A.P. Møller-Mærsk-selskab både i marts og maj sænkede forventningerne til i år.

"Efter nedjusteringerne reflekterer vores prognose, at vi ikke forventer at kunne få flere nye kontrakter i løbet af 2020. Det er endnu lidt for tidligt at begynde at tale om 2021," siger Jørn Madsen.

Maersk Drilling har også set flere opsigelser af kontrakter tikke ind i løbet af de seneste måneder. Mere præcist gælder det for fire kontrakter på borerigge.

"Vi forventer, at vi kan holde den guidance med de kontrakter, vi har nu," siger direktøren.

Resten af året har selskabet en kontraktdækning for flåden, der består af 15 jackup -rigge, fire flydende rigge og fire boreskibe, på 64 pct.

For hele 2020 forventer koncernen et driftsoverskud på 250-300 mio. dollar, og det er dermed en del under den oprindelige forventning på 400-450 mio. dollar.

Stor usikkerhed gør det svært at spå

I onsdagens handelsopdatering skriver Maersk Drilling, der blev børsnoteret som et selvstændigt selskab i april sidste år, at de udskudte udbudsrunder kan betyde, at efterspørgslen i markedet bygger sig op i 2021.

Om det materialiserer sig i egentlige kontrakter for borerigge afhænger ifølge selskabet af udviklingen i priserne på olie og gas og usikkerheden i markedet.

Maersk Drillings topchef kan heller ikke give et præcist svar på, hvornår han forventer, at bedringen i markedet igen sætter ind efter det bratte dyk i kølvandet på en oliepriskrig og coronapandemien.

"Det er virkeligt for tidligt at sige. Olieselskaberne, som er vores kunder, har gjort, hvad de kan for at skære omkostningerne ned. Vi er stadigvæk ikke et sted, hvor vi har overblik over, hvordan de ser på 2021 og 2022," siger Jørn Madsen.

"Vi er i dialog med dem om kontrakter i den periode, men det er endnu for tidligt at sige, hvordan det kommer til at gå," fortsætter han.

Udsigterne på den lange bane er uændret

Selv om forretningsmiljøet på kort sigt er blevet en del mere vanskeligt for det danske selskab, så forventer direktøren ikke, at branchen vil være slået tilbage for altid.

"På den korte bane har olieselskaberne skåret investeringerne for at sørge for at have kontanter. På den lange bane er der ikke noget, der har ændret sig," siger Jørn Madsen.

"Der vil stadigvæk i årtier fremover være brug for olie og gas. Så fundamentalt har det ikke ændret vores syn på, at vi er i en branche, der stadig har en god fremtid foran sig," fortsætter han.

Selskabet har de seneste måneder annonceret afskedigelser af medarbejdere både til lands og til vands for at tilpasse omkostningerne til det nuværende marked.

Toplinjen går tilbage i svært første kvartal for Maersk Drilling

Vestas sætter gang i nyt aktiebaseret incitamentsprogram 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også