Olien springer tilbage - hopper 13 pct. i tidlig handel i New York

Nedturen for olien skyldes, at markedet rammes både hårdt på efterspørgslen af virusudbruddet, og fordi Saudi-Arabien forrige weekend varslede priskrig.
Foto: INTS KALNINS/REUTERS / X02120
Foto: INTS KALNINS/REUTERS / X02120
AF RITZAU FINANS

Den meget volatile handel med olie fortsætter. I tidlig handel torsdag morgen i New York stiger prisen med hele 13,0 pct. til 23,01 dollar for en tønde råolie.

Stigningen kommer i kølvandet af et fald på hele 24,4 pct. onsdag til 20,37 dollar, hvilket var det laveste lukkeniveau for råolien i USA siden 2002. Samtidig var olien onsdag aften mere end halveret de seneste to uger fra en pris på 46,78 dollar per tønde.

Nedturen for olien skyldes, at markedet rammes både hårdt på efterspørgslen af virusudbruddet, og fordi Saudi-Arabien forrige weekend varslede priskrig, efter at det ikke var lykkedes Opec at overbevise Rusland om en fælles reduktion i olieproduktionen for at understøtte prisen.

Rusland har stadig ikke givet sig i striden, men lod onsdag forstå, at landet ønsker en højere oliepris, da det nuværende lave niveau medfører, at landet kan se frem til underskud på statens budget i 2020. I mellemtiden har Saudi-Arabien dog holdt fast i sine planer om at sætte tommelskruen ind og øge produktionen - senest med en melding tirsdag om en rekordhøj produktion på 10 mio. tønder om dagen fra maj.

"Oliekrigen" udspiller sig samtidig med, at efterspørgslen på olie rasler ned. Virusudbruddet har bragt mange landes økonomier til fuld standsning, og samtidig er den globale rejseaktivitet faldet ud over en skrant. Begge dele med den effekt, at behovet for olie og olieprodukter er droppet.

"Graden af ødelæggelsen af efterspørgslen har chokeret producenterne, og det betyder, de er bag kurven. Og trods smerten fra faldende oliepriser, synes hverken Rusland eller Saudi-Arabien klar til at give sig i forhold til deres planer om at øge produktionen og oversvømme markedet," siger Rachel Ziemba, analytiker i tænketanken Center for a New American Security, til Financial Times.

Hos Sydbank forventer man dog, at de to oliekamphaner snart begge vil være møre og blive mindre stålsatte.

"Rusland, Saudi-Arabien og Opec er sandsynligvis ved at nå smertegrænsen for, hvor lav olieprisen må blive. Det kan tvinge dem til forhandlingsbordet igen for at forhandle om produktionsbegrænsninger, der kan presse olieprisen op," kommenterer seniorøkonom Kim Blindebæk.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også