Oliepriser nede med 25 pct.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 32,95 dollar mod 46,18 dollar fredag eftermiddag. "Det mest sandsynlige udfald af priskrigen er en længerevarende og smertefuld proces," vurderer analysehus.
Foto: PR / Equinor / Kjetil Alsvik/Digital
Foto: PR / Equinor / Kjetil Alsvik/Digital
AF RITZAU FINANS

Oliepriserne styrtdykker mandag morgen med omkring 25 pct., efter at Saudi-Arabien har sænket priserne og lagt planer for et massivt produktionsløft i april.

Det sender priserne på kurs mod det største daglige fald siden 1991, skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 32,95 dollar mod 46,18 dollar fredag eftermiddag klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 29,04 dollar mod 42,41 dollar fredag eftermiddag.

Saudi-Arabien har med initiativet indledt en regulær priskrig mod Rusland, som i sidste uge stillede sig i vejen for de foreslåede produktionsnedskæringer i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

Opec-nedskæringerne skulle have bidraget til at stabilisere oliemarkedet og imødegå coronavirussets indvirkning på efterspørgslen.

Ifølge Reuters ventes den saudiske produktion at overstige 10 mio. tønder om dagen, når den nuværende produktionsaftale med de øvrige Opec-producenter udløber sidst i marts.

Samtidig sænkes eksportprisen på alle typer af råolie fra Saudi-Arabien med mellem 6 og 8 dollar per tønde.

Og det sker med målet om at straffe Rusland.

"Det mest sandsynlige udfald af priskrigen er en længerevarende og smertefuld proces, som vil vare ved indtil priserne er så langt nede, at de to nationer bliver nødt til at samarbejde om produktionen igen," skriver Eurasia Group ifølge Reuters i et notat.

"Alle prognoser er ubrugelige (i dag, red.). Det ligner mest af alt et prisræs mod bunden for at sikre ordrer," tilføjer Jonathan Barratt, chefinvestor hos Probis Securities i Sydney, over for Reuters.

Alt imens hærger coronavirusset fortsat på olie- og aktiemarkederne.

Det har fået storbanken Goldman Sachs til at skære i vækstprognosen for 2020 og spå en nedgang i olieefterspørgslen på 150.000 tønder om dagen, skriver Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også