EnergiWatch

Usikker virusfremtid får oliepriserne til at falde

Bekymringer for et usikkert marked på grund af coronavirus sender olieprisen ned i laveste niveau længe.

Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Oliepriserne når torsdag morgen det laveste niveau siden starten af januar, da frygten for et fortsat usikkert oliemarked vokser sig større.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 52,65 dollar mod 54,84 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 47,93 dollar mod 50,07 dollar onsdag eftermiddag.

For første gang har tallet for nye coronavirus-infektioner uden for Kina nu overgået smittetallet rapporteret i Kina - oprindelseslandet for virusudbruddet.

Lande som Italien og Iran påvirkes i øjeblikket af det hurtigt spredende virus, og det kan også mærkes på oliemarkedet, idet oliepriserne falder for femte dag i træk.

Risikoen for, at virusset også vil sprede sig yderligere på amerikansk grund, vurderede præsident Trump onsdag aften som værende meget lav, skriver Reuters.

Lige nu overvåges 83 mennesker i Nassau County - et amt i delstaten New York - som har besøgt Kina og muligvis været i kontakt med virusset.

Ingen infektion er blevet bekræftet i delstaten.

"Vi er nødt til at have mere information eller blive mere sikre på, at forholdene ikke vil eskalere yderligere, før markedet kan afhjælpes. Markederne vil være meget ustabile, indtil vi er sikre på, at virusspredningen er aftagende, og at det ikke bliver en global pandemi," siger Jason Draho, som er chef for aktieafdelingen hos UBS i New York, til Reuters.

Oliemarkedet afventer muligvis yderligere beskæringer fra Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, hvilket vil blive diskuteret på et møde i Wien den 5. og 6. marts.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1650,80 dollar mod 1638,06 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 5668,00 dollar mod 5671,50 dollar onsdag eftermiddag.

 

Ansatte i store olieselskaber sendes hjem på grund af virus

Olien retter sig lidt op efter virus-forårsaget dyk

Coronavirus rammer en af årets store begivenheder i olieindustrien

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere