EnergiWatch

Olieblokade i Libyen sender oliepriserne op

Olieprisen fortsætter med at stige trods coronavirusset. Det er de interne uroligheder i Libyen, som skaber usikkerhed om forsyningsikkerheden.

Konflikten i Libyen mellem Fayez al-Serraj, landets internationalt anerkendte leder, og den libyske nationalhær, LNA, viser fortsat ikke tegn på en opblødning Foto: Ulf Laessing/Reuters/Ritzau Scanpix

Oliepriserne fortsætter torsdag morgen den opadgående tendens. Det skyldes, at investorerne fokuserer på forsyningsusikkerhederne i Libyen, mens antallet af nye smittede af coronoavirusset er faldende.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 59,26 dollar mod 58,91 dollar onsdag eftermiddag klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,54 dollar mod 52,99 dollar onsdag eftermiddag.

Konflikten i Libyen mellem Fayez al-Serraj, landets internationalt anerkendte leder, og den libyske nationalhær, LNA, viser fortsat ikke tegn på en opblødning.

Det skaber stor usikkerhed om eksporten af olie fra regionen - en usikkerhed, som ikke blev mindre onsdag, da LNA blokerede oliefelter og havneområder i landet.

Derfor vender flere handlere i øjeblikket deres opmærksomhed mod konflikten.

"Markedet begynder at forstå, at situationen i Libyen kan gøre det op for det tab i efterspørgslen, der er forårsaget af coronavirusset, siger Phil Flynn, analytiker hos Price Futures Group," til Reuters.

Konflikten skærer i øjeblikket den libyske eksport med cirka 1 mio. tønder om dagen, og olieblokaden alene har kostet mere 1,6 mia. dollar, skriver Reuters.

Samtidig er frygten for coronavirusset en smule aftagende. Antallet af smittetilfælde i den hårdt ramte Hubei-provins faldt tirsdag til 349, hvilket er det laveste niveau i mere end tre uger.

På det øvrige råvaremarked stiger også guld- og kobberprisen.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1608,03 dollar mod 1606,61 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 5778,5 dollar mod 5729,5 dollar onsdag eftermiddag.

Vismænd vil stramme grebet om olieselskaberne

Affald og indlandsis kan gøre Grønland til et grønt land

Oliepriserne knægter coronavirussets fortsatte hærgen

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere