EnergiWatch

Bekymringer om dato for handelsaftale sænker oliepriserne

Oliepriserne falder tirsdag morgen på udtalelser fra en amerikansk regeringsrepræsentant om bekymringer omkring en handelsaftale mellem USA og Kina.

Foto: Jacob Ehrbahn

Udtalelserne skaber atter frygt for en opbremsning i verdensøkonomien med manglende efterspørgsel på olie til følge.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 58,96 dollar mod 59,11 dollar tirsdag nat, mens den mandag ved dansk børslukketid kostede 58,73 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,33 dollar mod 53,21 dollar natten til tirsdag. Mandag eftermiddag kostede en tønde af den amerikanske referenceolie 53,21 dollar.

Den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, har ifølge Reuters udtalt, at en handelsaftale med Kina ikke nødvendigvis skal færdiggøres ved næste måneds møde mellem USA og Kina. USA's præsident, Donald Trump, har ellers udtalt, at han gerne vil underskrive en eventuel aftale ved mødet.

"Det essentielle er, at vi underskriver det rigtige. Det er det vigtigste. Det er, hvad præsidenten har bundet sig til," siger Wilbur Ross til Reuters til spørgsmålet, om han ville have noget imod at udskyde handelsaftalen til efter mødet med Kina.

USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, fortæller ifølge Reuters, at den amerikanske regerings mål er at færdiggøre første fase af handelsaftalen samtidig med mødet med Kina, der finder sted 16. og 17. november i Chile. Dog er der stadig nogle uoverensstemmelser.

Det fremgår af et dokument ifølge Reuters, at Kina kræver 2,4 mia. dollar - omkring 16 mia. kr. - i godtgørelse, efter at USA ikke efterlevede en dom fra Verdenshandelsorganisationen, WTO, om toldafgifter, der blev vedtaget under Barack Obama.

Investorer ser ifølge Reuters optimistisk på de europæiske markeder forud for Storbritanniens udtrædelse af EU. Analytikere fortæller til Reuters, at enhver aftale, der afværger et brexit uden en aftale, bør løfte både den økonomiske vækst og olieefterspørgslen.

Aker BP i markant tilbagegang

Shell søger kompromis i principiel sag om skrottet platform

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere