EnergiWatch

Svageste kinesiske vækst i knap 30 år sænker oliepriserne

Priserne sænkes af nye tal for Kinas BNP-vækst, der viser den svageste vækst for kvartalet i knap 30 år.

Foto: Jacob Ehrbahn

Oliepriserne falder fredag morgen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 59,57 dollar mod 59,77 dollar natten til fredag. Torsdag eftermiddag kostede en tønde 58,93 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,81 dollar mod 54,02 dollar fredag nat, mens den torsdag ved dansk børslukketid klokken 17 kostede 53,02 dollar.

Kinas økonomiske vækst for kvartalet faldt til 6 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Det er ifølge Reuters den svageste vækst i 27,5 år. Væksten tynges af handelskrigen mellem USA og Kina samt en opbremsning i efterspørgslen i Kina.

Opbremsningen vejede derfor ifølge Reuters tungere hos investorerne end den rekordhøje produktion i de kinesiske raffinaderier, der i september steg med 9,4 pct. sammenlignet med sidste år.

Analytikere vurderer ifølge Reuters, at Kina, der er verdens største importør af olie og næststørste bruger af samme, har få muligheder for at stimulere sin økonomi.

Torsdag eftermiddag offentliggjorde USA's energiministerium, EIA, de officielle olielagertal, der sidste uge steg voldsomt samtidig med at produktionen hos de amerikanske raffinaderier faldt.

"Det er en svær tid for markederne, fordi vi har spørgsmål omkring udbud og efterspørgsel. EIA's tal fra i går var noget af en overraskelse," siger Michael McCarthy, der er chefmarkedsstrateg i CMC Markets, til Reuters.

De amerikanske olielagre steg med 9,3 mio. tønder, hvor analytikerne ifølge Reuters havde spået en stigning på 2,9 mio. tønder.

I organisationen for olieeksporterende lande, Opec, er der sammen med partnere som Rusland blevet aftalt endnu en produktionsnedskæring, fortæller kilder til Reuters.

Vismænd spår stort dyk i Nordsø-indtægterne

Branchedirektør: Udskudt olieudbud kan skræmme investorer væk

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere