EnergiWatch

Dansk pensionsfond forudser kollaps i olieindtjeningen

De olieselskaber, som ikke formår at tilpasse sig Paris-aftalens mål, risikerer at gå helt i stå. Det vurderer Anders Schelde, som er investeringschef i MP Pension, over for E24.

Hvis de globale markeder for alvor begynder at omstille sig efter Paris-aftalens mål, så er det dårligt nyt for olieselskaberne, vurderer Anders Schelde, investeringschef hos MP Pension. Pensionsfonden har bl.a. derfor droppet alle sine andele i de største olieselskaber. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I starten af september kom det frem, at den danske pensionsfond MP Pension havde solgt ud af sine aktier i de ti største olieselskaber i verden for 644 mio. kr. Det drejer sig om Equinor, Exxonmobil, BP, Shell, Chevron, Petrochina, Rosneft, Sinopec, Total og Petrobras. MP Pension skulle være det mest ansvarlige pensionsselskab i Danmark, hed det sig i den forbindelse.

Men samtidig arbejder MP Pension ud fra en antagelse om, at de største olieselskaber kommer til at blive presset tilbage. For i takt med den grønne omstilling vurderer investeringschef Anders Schelde, at der er endog særdeles stor risiko forbundet med afkastene fra olieselskaberne, hvis verden formår at tilpasse sig bedre til Paris-målene end i dag.

Til mediet E24 siger han følgende om udsigterne:

"Skatter, regulering og innovation i ny teknologi vil betyde en faldende efterspørgsel på fossil energi. Med lavere efterspørgsel og lavere pris får selskaberne en double whammy på deres toplinje, det vil sige mindre mængder til lavere priser. Det kan føre til et reelt kollaps i deres indtjening. Og de reserver, som de har på balancen, kan blive stranded assets, fordi de ikke har nogen økonomisk værdi."

Foruden den dystre forudsigelse forklarer Anders Schelde, at for at fonden skal overveje at købe sig ind i olieselskaberne igen, kræver det, at selskaberne formår at omlægge deres strategier, så de er kompatible med Paris-aftalen.

Dansk pensionselskab skrotter olieselskaber

Medlemmer kræver, at pensionskasse dropper lån til fossilindustrien

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere