EnergiWatch

Oliepriserne falder lidt til ro efter bedste uge siden juli

"Hvad der kommer let går let, og det ligner, at fremgangen kører mere på damp end på benzin," siger Jeffrey Halley, seniormarkedsanalytiker i Oanda, om prisudviklingen.

Foto: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er kun små udsving i oliepriserne fredag morgen efter en ellers stærk uge med stigninger, som har været understøttet af faldende amerikanske olielagre, en kommende orkan i Florida og nye tegn på handelsforhandlinger.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 61,17 dollar mod 60,94 dollar natten til fredag, mens den torsdag eftermiddag kostede 60,42 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 56,63 dollar mod 56,72 fredag nat. Ved dansk børslukketid kostede en tønde 56,25 dollar.

Det har ifølge Reuters været den stærkeste uge for oliepriserne siden juli.

"Prisbevægelserne fremhæver den rolle, som handelsforhandlingerne spiller for prisudviklingen på energmarkederne og understøtter yderligere prisstigninger i fremtiden," siger Jeffrey Halley, der er seniormarkedsanalytiker i Oanda, til Reuters.

"Hvad der kommer let går let, og det ligner, at fremgangen kører mere på damp end på benzin," fortsætter han.

Trods de faldende amerikanske olielagre har bekymringer om den globale økonomiske vækst i forbindelse med handelskrigen mellem USA og Kina sat loft på ugens olieprisstigninger.

USA og Kina har torsdag ifølge Reuters givet udtryk for en genoptagelse af handelsforhandlingerne. Forhandlingerne ventes i september forud for tidsfristen for endnu en omgang amerikanske straftold på kinesiske varer.

Orkanen Dorian nærmer sig delstaten Florida. Det kan ifølge Reuters resultere i en opbremsning i olieproduktionen, hvis orkanen bevæger sig igennem Den Mexicanske Golf i weekenden.

Det amerikanske vejrcenter National Hurricane Center spår ifølge Reuters, at der fra på søndag vil være tale om en orkan i kategori 4.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1525,63 dollar mod 1539,00 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 5719 dollar mod 5707 dollar torsdag eftermiddag.

 

Handelsspændinger sender olieprisen ned i laveste niveau længe

Olieprisens optur er ramt langt forbi drillingselskaberne

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere