EnergiWatch

Olien løftes frem mod konference

Fredagens centralbankkonference i Jackson Hole samt forventninger om lavere renter og forbedringer i handelskrigen hæver oliepriserne.

Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix

Oliepriserne tager et lille hop fredag morgen forud for dagens centralbankkonference i Jackson Hole, Wyoming, USA, der ventes at få indflydelse på et afventende marked. Priserne støttes af forventninger om en rentenedsættelse samt fremgang i handelstvisten mellem USA og Kina, skriver Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 60,07 dollar mod 59,76 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 55,43 dollar mod 55,10 dollar torsdag eftermiddag.

Når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fredag afholder sin årlige konference, er forventningerne store til en rentesænkning, som kan imødegå markedets efterspørgselsbekymringer. Den forventningsfulde stemning skyldes blandt andet, at en lang række banker allerede er begyndt at føre en mere lempelig politik på området.

Dertil har USA lagt tonen om i handelsforhandlingerne med Kina ved blandt andet at udsætte toldafgifter og signalere ny forhandlingsvillighed. Den amerikanske præsident, Donald Trump, berettede endda selv om "produktive" forhandlinger tidligere på ugen.

"Handelsoptimisme og en række centralbanklempelser støtter oliepriserne," siger Stephen Innes, ledende partner i VM Markets, til Bloomberg News og tilføjer:

"Udbudsrisici og Opec-nedskæringer tilføjer også til optimismen."

Opec og dens allierede aftalte i juli at forlænge et begrænset udbud indtil marts 2020 for at løfte det generelle prisniveau i markedet.

På det øvrige råvaremarked falder både guld- og kobberprisen.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1494,75 dollar mod 1500,54 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 5691,50 dollar mod 5695,00 dollar torsdag eftermiddag.

Olieprisens optur er ramt langt forbi drillingselskaberne

Oliepriserne tynges af trussel om aflyste forhandlinger

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere