EnergiWatch

Maersk Drilling bliver mere værd efter indtog i dansk eliteindeks

Udsigten til at blive en del af det danske eliteindeks har været positivt for Maersk Drilling, der er vokset over to mia. kr. i markedsværdi, siden nyheden blev meldt ud.

Foto: Maersk Drilling

Maersk Drilling er blevet 2,3 mia. kr. mere værd over de seneste to uger og har i dag en markedsværdi på 20,3 mia. kr.

Det helt store spring er sket, efter det blev meldt ud, at Maersk Drilling ville få plads i det danske eliteindeks, der går under navnet C25 og som dækker over de 25 mest handlede aktier på fondsbørsen i København.

Faktisk er selskabet i skrivende stund ca. 13 pct. mere værd end lukkekursen på selskabets aktie dagen før nyheden, som er den pris, man sammenligner med. På det tidspunkt lå markedsværdien på 18 mia. kr.

Maersk Drilling blev børsnoteret som selvstændigt selskab 4. april i år under navnet The Drilling Company of 1972. I dag er første gang, at selskabet kan findes i eliteindekset, hvor drilling-selskabet erstatter Sydbank.

Noteringen var en del af Maersk-koncernens plan om at skille sig af med virksomhedens olieaktiviteter. Derfor blev også Maersk Oil solgt fra sidste år, mens selskabet omvendt endte med at beholde Maersk Supply Service, da det ikke lykkedes at skille sig af med den del af forretningen.

Kunne blive et opkøbsmål

Kursfaldet i Maersk Drilling fik efterfølgende analytikere til at pege på, at Maersk Drilling nu alligevel kunne blive et opkøbsmål efter børsnoteringen. Det hænger sammen med, at købsprisen formentlig vil være lavere end den pris, som Maersk selv havde udset sig, at de ville have for forretningen.

Det er dog ikke kun Maersk Drilling, der har oplevet faldende aktiekurser, da boreselskaberne generelt har oplevet nedgang. Det har fået analytikere til at udtrykke undren og kalde det et paradoks for drilling-branchen.

Paradokset går ud på, at selvom olieprisen og aktivitetsniveauet er på vej op, fortsatte aktierne for drilling-selskaberne med at falde.

Ser man isoleret på Maersk Drilling, blev selskabet noteret med en samlet markedsværdi på 23,7 mia. kr. i begyndelsen af april. En måned efter var værdien faldet til 20,7 mia. kr., mens den efter lidt over to måneder altså befandt sig lige omkring 18 mia. kr.

Maersk Drilling forlænger borekontrakt i Nordsøen

Maersk Drilling fastholder forventninger til året

 

Analytikere undrer sig over kursfald blandt drilling-selskaber

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere