EnergiWatch

Udbudshåb stabiliserer olieprisen

Forventningen om at OPEC-landene fortsat vil holde ubduddet nede for at undgå faldende priser gør foreløbigt netop det.

Foto: Hasan Jamali/AP/Polfoto/Arkiv

Olieprisen rykker ikke meget på sig tirsdag morgen, hvor markedets forventninger om en fortsat begrænsning af udbuddet af olie er med til at stabilisere priserne.

Det tyder på, at markedet forventer, at organisationen af olieproducerende lande, Opec, fortsat vil holde udbuddet af olie nede for at undgå faldende priser, i en tid hvor en langsommere vækst i den globale økonomi er begyndt at dæmpe væksten i efterspørgslen efter olie. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Opec kaldes sammen med ikke-tilknyttede producenter såsom Rusland, for Opec+. Gruppen har siden starten af året begrænset olieudbuddet i et forsøg på at skabe bedre balance i markedet og stabilisere oliepriserne.

Opec+ skal mødes i løbet af juni eller i starten af juli for at beslutte, hvorvidt landene i fællesskab skal fortsætte den procedure resten af året. Her er forventningen, at landene vil blive enige om at fortsætte med at kontrollere udbuddet af olie.

"På grund af generel frygt for økonomisk nedgang, og erkendelsen af at efterspørgselsvæksten dæmpes, vil ingen argumentere for at forlade Opec+-aftalen," siger Fereidun Fesharaki, der er direktør hos energikonsulenthuset FGE, i et notat ifølge Reuters.

Ifølge Reuters meddelte Rusland mandag, at landet muligvis vil støtte en forlængelse af den udbudsbegrænsning, der blev indført i januar i år.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 62,48 dollar mod 62,50 dollar mandag eftermiddag, som var den seneste handelsdag for de finansielle markeder i Danmark. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 54,27 dollar mod 53,42 dollar fredag eftermiddag.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere