EnergiWatch

Forlydender om fortsatte Opec-nedskæringer hæver oliepriserne

Oliepriserne stiger mandag morgen til det højeste niveau i flere uger.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Chuck Bennett

Oliepriserne stiger, efter at Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) har indikeret en fastholdelse af sine produktionsnedskæringer, som har været med til at hæve prisniveauet med 30 pct. i år. Samtidig forsætter urolighederne i Mellemøsten, skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 73,28 dollar mod 72,63 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 63,66 dollar mod 63,51 dollar fredag eftermiddag.

Den saudiarabiske energiminister, Khalid al-Falih, udtalte søndag, at der er enighed blandt Opec-landene om en "forsigtig" reduktion af olielagrene.

"I det kommende halvår foretrækker vi at bevare produktionskontrollen for at fortsætte den gradvise og rolige reduktion af olielagrene mod et normalt niveau," oplyste Khalid al-Falih ifølge Reuters efter søndagens Opec-møde.

Alt imens har den amerikanske præsident, Donald Trump, sendt twitter-trusler mod Iran, hvori han gjorde det klart, at en potentiel konflikt ville betyde en "officiel ende" på Iran.

Præsidentens skarpe retorik følger i kølvandet på en række angreb på saudiarabiske olieværker samt søndagens raketeksplosion nær den amerikanske ambassade i Bagdad.

"Khalid al-Falih og de Forenede Arabiske Emirater satte en stopper for snakken om et produktionsløft, og så fortalte Trump i bund og grund Iran, at de bare kan komme an. Det har vist sig at være den perfekte cocktail for oliepriserne på den korte bane," forklarer strateg Greg McKenna fra McKenna Macro ifølge Reuters.

Anden fase af Johan Sverdrup-feltet godkendt

Udsigt til 30 procent mere LNG end i 2018 – men væksten er truet

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere