EnergiWatch

Buffetts Berkshire blander sig i Anadarko-budkrig

Med en investering på 10 mia. dollar vil den berømte investor Warren Buffetts selskab hjælpe Occidental Petroleum i budkrigen om olieselskabet Anadarko.

Foto: /ritzau/AP/Charlie Riedel

Berkshire Hathaway, der kontrolleres af den navnkundige investor Warren Buffett, har forpligtet sig til at investere 10 mia. dollar i Occidental Petroleum, som ad den vej vil finansiere sit overtagelsesbud på olieselskabet Anadarko på 38 mia. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

Occidental Petroleum bød i sidste uge 38 mia. dollar for Anadarko og toppede dermed en anden oliegigant, Chevron, som en uge tidligere havde lagt et bud på 33 mia. dollar på bordet for Anadarko.

For sine 10 mia. dollar vil Berkshire Hathaway få 100.000 præferenceaktier i Occidental, som vil akkumulere 8 pct. i udbytte hvert år. Aftalen mellem Buffetts investeringsselskab og Occidental kommer dagen efter, at Anadarkos bestyrelse indvilgede i at forhandle om Occidentals bud.

Oprindeligt havde Anadarko ikke ønsket en dialog med Occidental Petroleum, som derfor valgte at offentliggøre sit bud uden en anbefaling fra Anadarkos bestyrelse.

Aftalen med Berkshire Hathaway sikrer Occidental Petroleum en betydelig finansiel opbakning fra en af verdens rigeste investeringsselskaber i kampen med et af USA's største olieselskaber, Chevron.

"Før denne meddelelse kom ud var det min opfattelse, at Chevron var nødt til at hæve sit bud for at være konkurrencedygtig. Nu tænker jeg, at Chevrons bud på dette tidspunkt er dødt," siger Bill Nygren, investeringschef hos Harris Associates, til Bloomberg News.

Chevrons bud på Anadarko tilbyder aktionærerne 33 mia. dollar i en blanding af kontanter og aktier i Chevron, mens Occidentals bud er 100 pct. kontant betaling.

Anadarkos bestyrelse har endnu ikke taget stilling til buddet fra Occidental, men vælger den at anbefale det, så bryder selskabet samtidig sin aftale med Chevron og skal betale 1 mia. dollar i erstatning til den afviste bejler.

Aftalen mellem Occidental Petroleum og Berkshire Hathaway gennemføres kun, såfremt Occidental har succes med sit bud på Anadarko.

Mere fra EnergiWatch

Danoil melder sig "på den anden side" af krise

Danoil oplever total stilstand i den danske Nordsø, men har fået rettet op på forretningen efter ekstremt udfordrende 2020. Det fortæller Svend Lykkemark Christensen, adm. direktør hos Danoil.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs