EnergiWatch

Stigning i amerikanske lagre sætter olieprisstigning på pause

Efter at have ramt årets højeste niveau i tirsdags har der været hold i prisstigningerne på olie de seneste par døgn.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Chuck Bennett

For anden dag i træk gjorde råolieprisen torsdag holdt og tog et dyk, efter den største stigning siden januar i de amerikanske råolielagre indgød bekymringer om et for stort udbud.

De amerikanske råolielagre steg med 7,24 mio. tønder sidste uge ifølge tal fra Energy Information Administration, hvilket var mere end analytikerne havde forventet.

Optimisme om, at Kina og USA har nærmet sig hinanden i bestræbelserne på at nå en handelsaftale, forhindrede dog sandsynligvis yderligere prisfald, skriver Bloomberg News.

Den saudisk-ledede nedskæring i udbuddet af olie fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, har været den største faktor for olieprisens stigning på 37 pct. i år.

De sidste par dage har medlemslandene Iran og Nigeria udtrykt støtte til at forlænge nedskæringsperioden fra den ventede afslutning i slutningen af juni.

"Den skarpe og uventede stigning i den amerikanske råolie tog kun et par cent af priserne på Brent og WTI ved onsdagens lukning, hvilket indikerer, at pris-støttende faktorer er blevet stærkere," siger Vandana Hari fra konsulenthuset Vanda Insights.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 69,27 dollar mod 69,44 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 62,36 dollar mod 62,46 dollar onsdag eftermiddag.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1292,67 dollar mod 1290,62 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6488 dollar mod 6495,5 dollar onsdag eftermiddag.

Olieprisen kravler højere

Uventet udvikling i USA's olielagre presser prisen

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere