EnergiWatch

Oliepriserne stiger for fjerde dag i træk

Priserne på den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie stiger onsdag for fjerde dag i træk.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Chuck Bennett

riserne understøttes af produktionsnedskæringerne fra Organisationen for olieeksporterende lande, Opec, samt USA's sanktioner mod Venezuela og Irans olieeksport. Det er på trods af en industrirapport, der indikerer en uventet stigning sidste uge i de amerikanske olielagre.

En tønde Brent koster onsdag morgen 69,72 dollar mod 69,19 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 62,78 dollar mod 62,58 dollar tirsdag eftermiddag.

"Produktionsnedskæringerne fra Opec+ (Opec samt ikke-medlemslande som Rusland, red.) danner god grund for højere priser, og indtil vi ser den amerikanske olieproduktion genetablere sig, er det lettere for olien at stige," siger Edward Moya, der er seniormarkedsanalytiker i Oanda, til Reuters.

Olieudbuddet fra Opecs medlemslande ramte i marts det laveste niveau i fire år, viser en undersøgelse fra Reuters tidligere denne uge.

Ikke-medlemslandet Rusland, der har tilsluttet sig Opecs produktionsnedskæringsprogram, kom ikke i mål med nedskæringerne i marts, men landede ifølge Reuters på en daglig produktion på 11,3 mio. tønder olie.

Tre ud af de otte lande, der er blevet givet fripas til fortsat at importere olie fra Iran, importerer ikke længere olie fra det sanktionsramte land, siger en talsmand fra den amerikanske regering tirsdag ifølge Reuters.

USA's vicepræsident, Mike Pence, udtalte tirsdag ifølge Reuters, at USA fortsat vil pålægge Venezuelas olieindustri samt lande, der støtter nationen, økonomiske sanktioner.

De amerikanske olielagre steg uventet sidste uge, lyder det fra industrigruppen American Petroleum Institute (API) ifølge Reuters. De officielle tal fra det amerikanske energiministerium offentliggøres onsdag.

ConocoPhilips går til ny køber for at afhænde felter i Nordsøen

Saudi Aramco var verdens mest profitable selskab i 2018

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere