EnergiWatch

Globale vækstbekymringer sænker oliepriserne

Oliepriserne falder mandag morgen på globale vækstbekymringer i kølvandet på skuffende amerikanske fremstillingstal.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Chuck Bennett

Priserne på den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie falder mandag morgen på trods af udsigten til en snarlig handelsaftale mellem USA og Kina.

Faldet skyldes globale vækstbekymringer i kølvandet på skuffende amerikanske fremstillingstal. Priserne understøttes dog fortsat af produktionsnedskæringer fra Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) samt udsigterne til den mulige forløsning i handelskrigen mellem USA og Kina.

De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, lå fredag noget lavere end ventet og ramte til det laveste niveau siden november 2016.

"Vi var oppe hele morgenen indtil tallene kom ind. Hvis den globale opbremsning kommer vores vej, er det dårligt for oliepriserne," sagde John Kilduff, der er partner hos investeringsselskabet Again Capital LLC i New York, fredag til Reuters.

ISM-tallene sender ifølge analytiker Phil Flynn fra Price Futures Group et stærkt negativt signal til et marked, der i en længere periode har ledt efter en klar retning. Den økonomiske opbremsning er ligeledes at spore i Kina, hvor fabriksaktiviteten falder for tredje måned i træk efter faldende eksportordre.

Mandagens prisfald i forhold til fredag eftermiddag begrænses dog af forlydender om en mulig afslutning på handelstvisten mellem USA og Kina, der indtil nu har vejet tungt på den globale vækst. Ifølge en Wall Street Journal-rapport er det muligt, at landene når en formel aftale på et topmøde omkring den 27. marts.

Dertil fortsætter Opec med at sænke udbuddet af råolie. Organisationen producerede i februar 30,68 mio. tønder om dagen - 300.000 færre i forhold til januar og det laveste antal siden 2015.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 65,36 dollar mod 65,56 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 56,08 dollar mod 56,57 dollar fredag eftermiddag.

BP's topchef: 50-70 dollars er et stabilt leje for olieprisen 

Saudi Arabien er på jagt efter oversøisk olie og gas 

 

Mere fra EnergiWatch

Spirii rejser 70 millioner til ambitiøs vækstplan

Det unge, danske ladeoperatørselskab Spirii har rejst 70 mio. kr. i sin tredje investeringsrunde med Nordic Alpha Partners som ledende investor. Nu skal ambitiøs vækstplan accelereres i Danmark og Europa.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs