EnergiWatch

Drilling-chef: Svært at være enten vækst- eller udbytteaktie

"Hvis vi kommer til at investere, så vil vi være disciplinerede. Vi vil investere, hvor det giver mening med den model, vi har, og med de kunder vi har," siger Jørn Madsen, der er adm. direktør i Maersk Drilling.

Foto: PR-foto: Maersk Drilling

Borerigselskabet Maersk Drilling, der bliver noteret som et selvstændigt selskab på børsen til april, ser flere muligheder for at investere i fremtidig vækst, men hvis pengene ikke bruges på vækstinitiativer, så ryger de med stor sandsynlighed tilbage til aktionærerne.

Sådan lyder det fra Jørn Madsen, der er administrerende direktør for Maersk Drilling, som fortæller, at det endnu er for tidligt at sige noget mere konkret om investeringsniveauet.

Han understreger, at det også er vigtigt, at selskabet har kapital nok til at kunne klare sig gennem de store udsving og dermed både op- og nedgangstiderne, som i høj grad præger industrien.

"Hvis vi kommer til at investere, så vil vi være disciplinerede. Vi vil investere, hvor det giver mening med den model, vi har, og med de kunder vi har," siger Jørn Madsen til Ritzau Finans i forbindelse med selskabets kapitalmarkedsdag mandag.

"Vi kommer ikke til at investere, bare fordi der er nogle billige rigge, som ikke passer ind i det, vi laver, for at eje dem i en lille periode og så sælge dem igen. Det er ikke den måde, vi opererer på. Vi er et selskab, som lever af at betjene kunder, og det investerer vi for at gøre, og vi skal selvfølgelig sørge for at blive ved med at være relevante," fortsætter han.

Skal være opmærksom på cyklisk industri

Bestyrelsen for Maersk Drilling har på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort planerne for selskabets udbyttepolitik, men ifølge Jørn Madsen kan der potentielt være mulighed for at sende penge tilbage til aktionærerne.

"Det er klart, at hvis vi ikke kan finde investeringer, som giver mening for aktionærerne og skaber værdi, så går pengene tilbage. Man skal være opmærksom på, at det er meget svært enten at være en vækstaktie eller en dividendeaktie, når man er i en cyklisk industri. Man er nødt til at være en vækstaktie på nogle tidspunkter og en dividendeaktie på andre."

"Det er op til bestyrelsen at beslutte det, og det er ikke en beslutning, som jeg tager. Typisk vil man se i denne type industri, at der er perioder, hvor man vækster, og der er perioder, hvor man giver tilbage til aktionærerne," siger Jørn Madsen.

Vækst uden investeringer

Ifølge direktøren er der dog også gode muligheder for at skabe vækst uden de store investeringer, da flere rigge ikke er fuldt beskæftigede.

"Vores hovedvækst kan jo komme af, at vi har en del af flåden, som ikke er beskæftiget i øjeblikket. Så vi kan vokse på toplinjen - uden at investere - hvis de rigge får noget at lave, og hvis raterne vokser," siger Jørn Madsen, der ikke forventer at investere i nybygninger inden for den nærmeste fremtid.

Maersk Drillings hovedaktivitet består i at udleje borerigge og -skibe til oliebranchen. Selskabets flåde består af 23 rigge - herunder 15 jack up-rigge og otte af de såkaldte "floaters".

Maersk Drilling er i dag en del af koncernen A.P. Møller-Mærsk, og planen er, at selskabet har første handelsdag som et selvstændigt selskab på den københavnske fondsbørs den 4. april i år.

Maersk Drilling-chef: Skal hjælpe olieselskaber med at skabe mere værdi

Her er Maersk Drillings nye plan 

Mere fra EnergiWatch

Equinor ser stadig modning på vedvarende energi

Det norske olieselskab vil ligesom de fleste andre være grønnere. Men modning af VE-porteføljen rammer selskabet i andet kvartal, der kan se et underskud på 195 millioner på vedvarende energi.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs