Amerikansk skiferolie nærmer sig atter smertegrænsen

Olieprisen fald de seneste uger betyder, at de amerikanske producenter af skiferolie igen er ved at ramme smertegrænse. Det skriver Wall Street Journal.
Foto: /ritzau/AP/LM Otero
Foto: /ritzau/AP/LM Otero
AF RITZAU FINANS

Så skal vi til det igen. Med den faldende oliepris er den amerikanske produktion af skiferolie igen truet.

De stigende oliepriser har gennem de seneste par år set investeringer flyde til den amerikanske skiferolieproduktion, som ikke kan betale sig ved for lave oliepriser, og det har betydet, at USA's olieproduktion nu boomer. I sin tur falder olieprisen tilbage, og det truer igen de mindst rentable produktioner i USA.

Det skriver The Wall Street Journal.

Det er især i de to områder Permian Basin i Texas og Bakken i North Dakota, hvor amerikanske producenter har investeret og udvidet produktionen, at der igen vil kunne blive tale om reduktioner. Og det er to områder med en stor produktion.

Eksempelvis producerede Bakken 1,3 mio. tønde råolie om dagen i oktober. Til sammenligning producerer Iran 2,0 mio. tønder, mens oliestater som Oman og Libyen producerer mindre en Bakken alene.

Olieprisen er nu faldet med mere end 30 pct. i USA siden den seneste top den 3. oktober fra 76,41 dollar per tønde - trods en stigning mandag på 2,5 pct. til 51,69 dollar per tønde. Og det begynder at gøre ondt på flere producenter.

"Jeg vil ikke sige, at det ikke påvirker vores tanker, for det gør det. Vi er her ikke for at sælge vore reserver til en marginalomkostning," siger Harold Hamm, administrerende direktør i Continental Resources, til The Wall Street Journal.

Continental kan ifølge egne oplysninger dog stadig skabe et overskud på sin produktion, selv hvis prisen på olie falder under 40 dollar. Det gælder dog ikke alle selskaberne.

Eksempelvis har EOG Resources og Whiting Petroleum peget på, at 50 dollar er et afgørende punkt. Hos Whiting kan man ved 50 dollar stadig selv finansiere en øget produktion med en etcifret procentsats, mens EOG har indikeret, at man vil nedtrappe produktionen ved 50 dollar, skriver The Wall Street Journal.

De amerikansk producenter af skiferolie blev hårdt ramt, da olieprisen tilbage i 2014 faldt med 75 pct. og senere i 2016 ramte en bund på 26 dollar for en tønde råolie, fordi det er dyrere for dem at producere olie end for eksempel flere af de store mellemøstlige producenter, som altså kan holde sorte tal på bundlinjen ved lavere priser.

Mange af producenterne overlevede dog nedturen og har gennem den efterfølgende prisstigning på oliemarkedet investeret i øget produktion, så USA i sensommeren nåede et produktionsniveau i rekord med 11 mio. tønder om dagen, ifølge landets energiministerium. Næste år ventes produktionen af stige med yderligere 1 mio. tønder.

Olieprisen er dog faldet kraftigt tilbage netop som den øgede produktion kommer til markedet. Det skyldes, at markedet nu frygter et overudbud. En opbremsning i den globale økonomi har betydet nedtonede efterspørgselsprognoser, og samtidig har det vist sig, at Irans råolie stadig når verdensmarkedet.

Det var ellers ventet, at størstedelen af de daglige 2 mio. iranske tønder råolie ville forsvinde i starten af november, da USA's genindførte sanktioner mod landet trådte i kraft. USA valgte midlertidigt at suspendere sanktionerne for otte lande, herunder de største importører af Irans olie, Kina, Indien og Tyrkiet.

Desuden har det vist sig, at Opecs olieproduktion i oktober nåede sit højeste niveau siden 2016, og trods indtil nu fastholdte produktionsmål, så producerer Saudi-Arabien flere end 1 mio. tønder mere om dagen end de fastlagte mål. Opecs seneste prognose indikerer også, at efterspørgslen på organisationens olie til næste år vil ligge 1,3 mio. tønder under den nuværende produktion.

IEA frygter store prishop på olie

Opec overvejer at skrue ned for hanerne

Olieindustrien frygter grønne regeringer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også