EnergiWatch

Maersk sætter mål for divisionernes størrelse i intern plan

En femårsplan med titlen "Stay Ahead" sætter ifølge mediet The Loadstar cirkatal for, hvor meget de forskellige forretningsområder i Maersk skal fylde i 2023.

Foto: Maersk

Maersk-gruppen arbejder under en femårsplan med titlen "Stay Ahead" - "forbliv foran" - som netop nu er ved at blive udrullet.

Det skriver shippingmediet The Loadstar, som angiveligt er kommet i besiddelse af en præsentation af planen og delt en stor del af præsentationen.

Planen hænger sammen med den strukturændring, Maersk annoncerede i midten af september, som betyder at næsten hele logistik- og speditørvirksomheden Damco integreres i Maersk, både drifts- og navnemæssigt.

Som en del af præsentationen, The Loadstar har delt, er der også sat cirkatal for, hvor meget de forskellige forretningsområder i Maersk skal fylde i 2023.

Den samlede omsætning skal svare til A.P. Møller-Mærsk, før de olierelaterede forretninger blev skilt ud - altså omkring 50 mia. dollar om året - mens driftsoverskuddet (EBIT) skal være med godt 50 pct. bidrag fra Ocean, 20-25 pct. fra her af de to områder Logistics & Service og Terminals & Towage samt omkring 5 pct. fra den lille enhed Manufacturing & Others.

Til sammenligning stod Ocean i 2017 for 72 pct. af omsætningen i virksomheden, Logistics & Services for 15 pct., Terminals & Towage for 9 pct. og Manufacturing for 4 pct.

Ifølge præsentationen er Maersk-ledelsen i øjeblikket ved at bygge de rigtige hold for de mindre forretningsenheder, så de står klar 1. november. Og to måneder senere, ved årsskiftet, er "Dag 1" i den nye struktur, hvor Mærsk bliver det fælles varemærke.

Maersk-gruppen bekræfter over for Ritzau Finans, at præsentationen, Loadstar har fået fingre i, stammer fra et internt møde i forbindelse med indlemmelsen af Damcos logistikaktiviteter i Maersk.

 

Total udsteder kontrakt på Tyra

NKT får ordre på Johan Sverdrup

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere