EnergiWatch

Stigende produktion fra lande uden for Opec sender olien ned

Prisen på den europæiske referenceolie, Brent, falder onsdag, og det gør den amerikanske WTI-olie også.

Foto: Hjalmar Otto Fjøsne/Aker Solutions

En stigende olieproduktion i lande, der ikke er medlem af Opec, sænker olieprisen, mens et fald i de iranske olielagre holder prisen oppe.

Det er udsigten til de amerikanske sanktioner mod Irans olieeksport, der understøtter oliepriserne, mener investorer. Presset fra den amerikanske regering har ifølge Reuters nedsat antallet af olieordrer til Iran, der er den tredjestørste olieproducent i Opec.

Endnu et land fra Opecs rækker, der understøtter oliepriserne, er Venezuela, hvis olieeksport er blevet mere end halveret siden 2016 og nu ligger på under 1 mio. tønder om dagen.

I et forsøg på at sætte skub i olieeksporten sagde det venezuelanske statsejede olieselskab, PDVSA, tirsdag, at det havde underskrevet en aftale om en investering på 430 mio. dollar. En investering, som flere investorer ifølge Reuters tvivler på bliver til noget, givet landets politiske historie og økonomiske ustabilitet.

Den amerikanske bank Bank of America Merrill Lynch mener, at den globale olieforsyning - på trods af risiko for forstyrrelser hos Opec-lande som Venezuela, Iran, Libyen og Nigeria - kan stige mod udgangen af 2018.

"Med indgangen til fjerde kvartal 2018 forventer vi en stigende olieproduktion fra lande, der ikke er medlem af Opec, som forsyningsforstyrrelserne afdæmpes, og antallet af barmarksprojekter stiger," skriver Bank of America Merrill Lynch i et notat ifølge Reuters.

Den amerikanske bank tilføjer, at den forventer, at prisen på den europæiske referenceolie, Brent, vil ligge i niveauet 65-80 dollar per tønde, inden Iran-sanktionerne begynder at gøre ondt i det første halvår 2019.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 75,97 dollar mod 76,31 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 68,58 dollar mod 68,70 dollar tirsdag eftermiddag.

Rambøll fik stærk ordreindgang i 1. halvår 

Norsk olieservicefirma ser muligheder i flydende havmøller 

Mere fra EnergiWatch

Havvindmøllepark ud for Aarhus droppes

Manglende mulighed for at skifte de oprindeligt planlagt vindmøller ud med færre men større får nu European Energy til at opgive den kystnære park, Mejl Flak. Ærgerligt, for Danmark mangler strømmen, sukker projektudvikleren.

Minister freder visse netvirksomheder fra nye krav

Netvirksomheder uden kommercielle aktiviteter vil ikke blive påvirket af nye habilitetskrav og der vil blive taget højde for multiforsyningsselskaber, garanterer Dan Jørgensen, samtidig med at han dog slår fast, at alle andre netselskaber uanset størrelse skal omfattes af nye krav.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs