EnergiWatch

Fredriksen skifter topchef og sadler om i gasrederi

Efter kun et år har norske John Fredriksen skiftet topchef i rederiet Flex LNG. Rederiet går væk fra udmeldt strategi og fokuserer nu primært på ét område.

John Fredriksens gasrederi Flex LNG har igen fået ny topchef efter blot et år og to måneder med Jonathan Cook ved roret.

I regnskabet for første kvartal skriver rederiet, at topchefen 28. maj besluttede sig for at forlade rederiet for at "forfølge andre interesser." Samtidig med den fratrædelse har Flex LNG også fundet en ny salgschef i form af Marius Foss, der kommer til fra en lignende stilling i Golar LNG.

Og med de ændringer fokuserer rederiet nu primært på ét område fremadrettet, lyder det i meddelelsen.

"Som følge af ændringerne i ledelsen den 28. maj og rekrutteringen af hr. Foss, har bestyrelsen øget sit fokus på at opbygge et stærkt hold omkring selskabets moderne LNG-skibe, og på baggrund af markedsudsigterne vil transport af LNG være selskabets hovedfokus fremadrettet," skriver Flex LNG.

Medie: Går væk fra udmeldt strategi

Ifølge Dagens Næringsliv gør rederiet dermed op med den udmeldte strategi fra årsrapporten, der blev præsenteret i slutningen af april.

Her skrev Flex LNG, at man blandt andet vurderede mulighederne for at gå ind i FSRU-markedet (floating storage and regasification.)

I første kvartal fik Flex LNG et nettoptab på 1,8 mio. dollars. Underskuddet skyldtes ifølge rederiet en svag udnyttelse af rederiets nye skib Flex Enterprise samt højere omkostninger forbundet med et lån på 315 mio. dollars.

Flex LNG's ejede flåde består af i alt seks helt nye skibe, der alle vil blive bygget i løbet af 2018 og 2019. Indtil videre har rederiet modtaget to skibe.

Ny midlertidig topchef

Jonathan Cook har i de sidste 16 år arbejdet i LNG-sektoren og er tidligere CMO (Chief Marketing Officer) for Cardiff LNG. I marts sidste år blev han så CEO for Flex LNG.

På Flex LNG's hjemmeside fremgår han fortsat som topchef. Og ifølge rederiets beskrivelse har Cook siden 2003 som en stiftende partner af Excelerate Energy "været en del af ledelsesteamet, der pionerede nye grænser inden for LNG-shipping og transport ved at udvikle og markedsføre FSRU-teknologier for at adressere de logistiske udfordringer ved at importere og eksportere LNG."

Marius Hermansen, der er en del af bestyrelsen, er nu blevet udpeget som midlertidig topchef, mens rederiet leder efter en permanent afløser for Jonathan Cook. Hermansen kommer i øvrigt fra en stilling som chef for køb og nybygninger hos John Fredriksens selskab Seatankers Group, skriver Dagens Næringsliv.

John Fredriksen er hovedaktionær i Flex LNG via investeringsselskabet Geveran Trading.

Fredriksen-selskabs fusion med Exmar går i vasken

Deutsche Bank sælger milliardkrav mod Seadrill

Bestyrelse vil fjerne Farstads navn fra offshorefusion 

Mere fra EnergiWatch

3i køber AMP ud af Esvagt

Kapitalfonden 3i, der ejer halvdelen af Esvagt, har aftalt med virksomhedens anden ejer, kapitalfonden AMP Capital, at overtage hele Esvagt for 368 britiske pund, så 3i bliver eneejer. Handelen ventes at falde på plads i første kvartal 2022.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs