Maersk Drilling får forlænget boreaftale i Norge

(Opdateret kl. 16.56)
Maersk Drillings rig Intrepid skal arbejde endnu længere tid for det franske olieselskab Total i Norge. Det oplyser Mærsk-selskabet i en pressemeddelelse.
Samarbejdet har allerede varet fra 2014, hvor riggen ankom til Nordsøen som nybygget, og er nu forlænget med 196 dage - eller lidt over et halvt år. Udløbsdatoen er derfor flyttet fra september 2018 frem til foråret 2019.
Maersk Drilling oplyser ikke noget om værdien af kontrakten, men fortæller dog, at Total har option på Intrepid i yderligere 61 dage efter udløb.
Aftalen løfter Maersk Drillings kontrakdækning i 2018 med godt 1 pct.point til omkring 57 pct. ifølge Ritzau Finans' beregninger. Maersk Drilling betegner selv sin ordrebog som "en af de stærkeste" i den pressede borebranche.
Maersk Drilling er en af de olierelaterede divisioner, Mærsk-koncernen forsøger at skille sig af med, da ledelsen på Esplanaden hellere vil satse på shipping og logistik.
Ved seneste regnskab i november blev divisionen regnet som "ophørende aktiviteter", da der kan ventes en handel inden for 12 måneder.
Gasledning i Nordsøen kan være nede resten af året
Wintershall får gang i norsk produktion langt tidligere end ventet