EnergiWatch

Atlantic Petroleum udpeger direktør: Han skal se på salg af selskabet

Den nye direktør skal se på de strategiske muligheder for Atlantic Petroleum, hvilket blandt andet kan omfatte et frasalg af virksomheden.

Foto: Atlantic petroleum / PR

Det færøske olieselskab Atlantic Petroleum, der er børsnoteret i København, har udpeget Graeme Fawcett som ny midlertidig topchef.

Graeme Fawcett har ifølge Atlantic Petroleum mere end 30 års erfaring i oliebranchen, hvor han arbejdet for virksomheder som Total, Tullow Oil og Technip. Han har de seneste måneder været rådgiver for London Power Corporation.

"Virksomheden har været gennem en periode, hvor fokus har været på at omsætte de resterende aktiver til penge og se på vores muligheder. Fokus for den nye midlertidige topchef er at evaluere de strategiske muligheder, Atlantic Petroleum har, inklusive opkøb eller et frasalg af virksomheden," siger bestyrelsesformand Birgir Durhuus i en meddelelse til fondsbørsen.

Graeme Fawcett afløser 1. december Ben Arabo, der sagde op i slutningen af september, da han havde fundet et andet job.

Det lille færøske olieselskab prøver at finde sine fødder efter flere år præget af store økonomiske vanskeligheder og et frasalg af de væsentligste aktiver.

Selskabets egenkapital er negativ, men en aftale med London Oil & Gas har sikret driften på kort sigt. London Oil & Gas har stillet et lån til rådighed på 8 mio. pund (67 mio. kr.) med mulighed for senere at konvertere lånet til aktier til en kurs på 15 kr. per styk.

Aktien lukkede tirsdag i 9,15 kr., mens den ikke har været handlet onsdag. Atlantic Petroleum offentliggør regnskab for tredje kvartal torsdag.

Færøsk olieboss skal være topchef for ombrust bank

Atlantic Petroleums egenkapital på minus 75 mio kr

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere