Landsret afsiger kendelse om to bogstaver i jysk navnestrid

Der er fundet en vinder i den jyske navnestrid mellem Eniig og Ewii. Som alle andre store blodfejder er vinderen glad, og taberen ærgrer sig, men begge selskaber ser nu fremad efter kendelsen.
Foto: PR Eniig
Foto: PR Eniig

Mens de to energiselskaber Ewii og Eniig vel nok kan være enige om at være uenige i en nu et år lang navnestrid, så har landets næsthøjeste juridiske instans netop afsagt kendelse i sagen om, hvorvidt Eniig har ret til at bruge sit navn eller ej.

Den korte version af navnekampen er, at alt bliver ved med at være som det plejer.

Eniig har fået rettens ord for, at man fortsat må bruge sit navn og logo, og dermed ender historien altså med et nederlag til Ewii, som havde anlagt sagen.

Den lidt længere udlægning af kiven handler om, hvorvidt EnergiMidt og HEF har lagt sig for tæt op af trekantsjydernes navn Ewii, da de efter en fusion i marts sidste år besluttede at tage navn efter enigheden om fremtid og fusion og netop kalde sig for Eniig. Det mente Ewii, som i april 2016 annoncerede, at man ville skifte navn fra det tidligere Trefor, ikke var i orden, og derfor forsøgte man at få Sø- og Handelsretten til at nedlægget et fogedforbud mod brugen af navnet Eniig.

Det blev afvist, og derfor kærrede Ewii beslutningen til Vestre Landsret. Med andre ord er det nu anden gang, at sagen er afgjort i Eniigs favør.

"Det er vi naturligvis ærgerlige over," indleder den konstituerede administrerende direktør i Ewii, Jens Christian Sørensen, en udtalelse, som selskabet netop har udsendt i en pressemeddelelse.

"Vi har gentagne gange registreret, at kunder har forvekslet de to selskabers navn og logo, at pressen og offentligheden har taget fejl, samt at kendskabsgraden til vores navn er blevet udfordret. Men vi respekterer naturligvis kendelsen og vil lægge os endnu hårdere i selen med at fortælle markedet om forskellene på de to selskaber," fortsætter han.

Sagen blev anlagt af Ewii under ledelse af den tidligere topchef Knud Steen Larsen, som efter offentligheden fik kendskab til en række sager om inhabilitet blev fyret fra posten i sommer.

Danmarks tredjestørste energiselskab får "okay" navn

Det fremgår ikke af Ewiis pressemeddelelse, hvad der er afholdt af omkostninger i sagen.

Hos Eniig oplyser talsmand Henrik Højlund Christensen til EnergiWatch, at man er glad for sagens udfald.

"Vi håber, at sagen nu endeligt kan lukkes. Det vil være det bedste for vores kunder og branchen i øvrigt," siger han.

En interessant krølle på den nu ─ sandsynligvis ─ skrinlagte navnestrid er, at de to selskaber tidligere i forløbet hver især fik foretaget markedsanalyser af de to navnes opfattelse i offentligheden.

Ewii har benyttet Wilke til sin undersøgelse, men Eniig har benyttet Gallup.

Wilke, der spurgte 1018 elforbrugere over 18 år, fandt ud af, at 74 procent mente, at navnene er nemme af forveksle. 71 procent mener, at de lyder ens. Samtidig mente de adspurgte, at der blandt forbrugerne er meget lavt kendskab til såvel Eniig som Ewii.

1 procent af forbrugerne kender Ewii, mens 4 procent kender Eniig.

Gallup har lavet deres undersøgelse over to spørgerunder – begge i efteråret 2016. I første runde spurgte man 1194 personer over 18 år, mens man i anden runde spurgte 1009 personer over 18 år. Her viser det sig, at mindre end 3 procent af de adspurgte kender til navnet Eniig og mindre end 1 procent kender navnet Ewii. 86 procent af de adspurgte svarer, at de ikke vil forveksle de to navne – dog har man også lidt usædvanligt valgt at medtage 'ved ikke' i de 86 procent.

Ikke overraskende valgte Eniig som Ewii at bestride resultaterne af hinandens undersøgelser dengang.

Energiformand indskærper tavshed i sag om topchefs dobbeltrolle

Ewii vil anke nederlag i navnestrid med Eniig

Stor jysk energifusion undervejs

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også