Svensk energichef: Danmark burde sagsøge Tyskland for el-flaskehals

Det er ikke kun danske strømproducenter, der begræder flaskehalsen på elmotorvejen mellem Danmark og Tyskland. Den svenske pendant til Energinet.dk mener, at Danmark burde køre en retssag i EU-systemet mod Tyskland.
Foto: atlas copco
Foto: atlas copco

En prop i elsystemet ved den dansk-tyske grænse driller ikke alene Danmark, der gerne vil af med havvindmøllestrøm til tyskerne, men også naboerne på den anden side af Øresund.

Den svenske systemoperatør, Svenska Kraftnät, mener nemlig, at flaskehalsen på den dansk-tyske elmotorvej stopper hele det nordiske elsystem, og problemet er så slemt, at Danmark burde føre sag mod tyskerne i EU for at løse problemet.

Det siger generaldirektør i Svenska Kraftnät, Mikael Odenberg, til Montel.

"Det ville være godt for konkurrenceevnen og lede til et mere velfungerende elmarked. Det ville også være interessant at se, hvordan EU-Kommissionen håndterer en anmeldelse mod et land som Tyskland," siger han.

Han tilføjer, at Tyskland systematisk begrænser forbindelserne til både Danmark og Sverige for at favorisere tysk strømproduktion, hvilket er i strid med EU-reglerne. Men energichefen har ikke i sinde selv at anlægge en sag mod tyskerne.

"Danmark har en meget stærkere sag end Sverige. De har bedre forudsætninger for en anmeldelse."

DE: Hellere fælles pres

Forbindelsen mellem Jylland og Tyskland er den eneste landforbindelse mellem Norden og det centrale Europa og er yderst vigtig, da den udgør ca. 40 pct. af den samlede kapacitet fra Norden mod det centrale Europa. Danmark er derfor en slags transitland for norsk og svensk elproduktion, og derfor rammer flaskehalsen også de nordiske naboer.

Problemet med flaskehalsen opstår, fordi det tyske elnet er dårligt udbygget, og kombineret med tyskernes stigende vindkapacitet i Nordtyskland, medfører det en flaskehals ved grænsen.

Det betyder samtidig, at den store vestjyske produktion af vindmøllestrøm ikke kan afsættes til tyskerne, og Dansk Energi har beregnet, at Danmark kunne sælge strøm over grænsen for en halv milliard kroner mere om året, hvis der var bedre eksportfaciliteter.

Problemerne er desuden kun blevet værre i de seneste år - i 2013 og 2014 var der kun godt 600MW til rådighed på forbindelsen med Vest-Danmark og Tyskland, selv om der egentlig burde havde været 1.780 MW.

Spørger man Dansk Energi, som har været en hård kritiker af flaskehalsen, så ligger der en ikke anmeldelse af tyskerne i skuffen, men:

"Vi har ikke planer om at anlægge en sag - vi tror fortsat på den konstruktive dialog med Tyskland. Men det interessante ved de svenske udtalelser er, at de andre nordiske lande har lige så stor gene af begrænsningerne på Jylland-Tyskland forbindelsen, som Danmark har," siger Carsten Chachah, chefkonsulent i Dansk Energi, til EnergiWatch.

"Det borger jo for, at man kunne få et stærkere nordisk samarbejde op at køre i forhold til at lægge pres på Tyskland for at hæve den grænsebom, som alle de nordiske lande lider under. Hvis Norden vil være en fuldbyrdet del af det indre europæiske marked for el, kunne de nordiske systemoperatører og energimyndigheder med fordel samarbejde tættere om at løse flaskehalsproblematikken mod Tyskland," siger Carsten Chachah videre.

Den danske regering har flere gange lovet at tage sagen op med tyskerne, men foreløbig uden resultat.

EU vil bestemme mere over medlemmernes energipolitik

Ny EU-vagthund vækker begejstring

Dansk Energi foreslår tidsvariable nettariffer

Pres for dansk/tysk elmotorvej stiger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også