Amagerværket skal ombygges for milliardbeløb

Hofor skal bruge flere penge på at ombygge Amagerværket, end det kostede at købe det. 1,2 mia. kr. forventes regningen at ende på.

Københavnske Hofor kunne i går offentliggøre, at selskabet har købt Amagerværket af svenske Vattenfall for 500 mio. kroner.

Men det er ikke de eneste penge, som forsyningsselskabet, der ejes af Københavns kommune, må have op af lommerne.

Forud venter en stor ombygning af værket, så det kan fyre med biomasse i stedet for kul - og selve ombygningen forventes at blive dyrere end selve værket.

“Det beløber sig til omkring 1,2 mia. kroner. Vi regner med en flis-baseret ombygning, som formentlig vil stå færdig i midten af 2016,” siger Lars Therkildsen, adm. direktør i Hofor, til EnergiWatch.

Han forklarer, at Amagerværket var et interessant opkøb for Hofor, fordi Svanemølleværket og H.C. Ørstedsværket udfases inden for de næste fem år. Og det er vanskeligt at udbygge kraftværkskapacitet i København, fordi kraftværker er upopulære naboer.

Det problem afhjælper placeringen af Amagerværket ude på “kraftværksøen”, som er en mindre del af Amager, hvor også Amagerforbrændingen ligger. 

Vattenfall sælger Amagerværket 

Kapaciteten skal udvides

Lars Therkildsen forventer, at Amagerværket skal udbygges med 30 pct. på varmesiden, så det kan forsyne omkring en tredjedel af indbyggerne i hovedstaden.

“Når man skal udbygge, er mulighederne meget begrænsede. Vi vil gerne ligge, hvor vi generer mindst muligt,” siger han.

Amagerværkets blok 1 er fra 1971 og fyrer med biomasse efter en ombygning i 2004.

Amagerværkets blok 3, der er den største af de to, er fra 1989 og fyrer med kul. Det er blok 3, der efter planen skal ombygges til også at fyre med biomasse, selvom den altså "kun" er 25 år gammel.

Lars Therkildesen fortæller, at Hofor ønsker at nedbringe CO2-udslippet. Han siger, at man godt kan kalde det "ekstravagant", men påpeger samtidig, at der er store omkostninger forbundet med at levetidsforlænge den nuværende blok 3.

“Noget af det gamle værk bliver genbrugt, så det er ikke en total ombygning. Vores beregninger viser, at der er et økonomisk incitament. Det vil ikke ramme varmekunderne voldsomt."

Usikkerhed om afgifter på biomasse

Modsat afbrænding af kul, olie og gas betragtes afbrænding af biomasse som CO2-neutral og er derfor fritaget for CO2-afgifter og energiafgifter.

Sådan bliver det imidlertid ikke ved med at være. I Energiforliget fra 2012 blev det aftalt, at der skal indføres en “forsyningssikkerhedsafgift.”

Selvom det er usikkert, hvordan afgifterne skrues sammen, mener Lars Therkildsen, at de politiske signaler indikerer, at nok bliver biomasse dyrere - og dermed driften af det nyerhvervede Amagerværk - men det gør kul, olie og gas også.

“Vi har indlagt det som en høj sandsynlighed (at der kommer afgifter på biomasse, red.), fordi staten skal have et provenu. Men det, du hører Lidegaard (klima- og energiministeren, red.) sige, er, at det kan godt være, der kommer afgifter på biomasse, men så kommer der tilsvarende højere afgifter på fossile brændsler som kul og olie og gas. Du har ret i, at provenuet skal hjem, men forskellen er stadig den samme,” siger Lars Therkildsen, adm. direktør i Hofor.

Hofor overtager Amagerværket ved udgangen af året.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også