NRGi-direktør efter bøde: Vi har rettet ind

NRGi accepterer millionbøde fra Bagmandspolitiet for brud på udbudsreglerne. Vi har allerede rettet ind efter afgørelsen, siger adm. direktør Søren Sørensen.

Det er ingen stor nyhed, at selskabet stod til en bøde i millionklassen, og allerede før bødestørrelsen blev kendt for offentligheden, havde NRGi rettet ind.

Det siger selskabets adm. direktør Søren Sørensen efter nyheden om, at det østjyske energiselskab er blevet tildelt en bøde på 1,5 mio. kr. for et alvorligt brud på udbudsreglerne i en sag om udrulning af 150.000 intelligente elmålere.

"Det er, som vi har forventet. Det var en del af den afgørelse, der ligger," siger Søren Sørensen, som siger, at han accepterer bøden.

"Vi går ikke videre med det. Vi har allerede reageret og taget afgørelsen til efterretning og gjort en række tiltag i forhold til at håndtere det på den rigtige måde," tilføjer direktøren med henvisning til, at selskabet i maj meldte ud, at alle opgaver, der er relateret til forsyningsaktiviteter fremover skal i udbud.

Bøden på 1,5 mio. kr., som er tildelt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale kendt som Bagmandspolitiet, er den første, myndigheden tildeler et energiselskab for brud på udbudsreglerne.

Historisk millionbøde til energiselskab 

Lektor: Millionbøde til NRGi overrasker ikke

NRGi-direktør: Vi kan ikke tåle nyt fejltrin 

Nu skal alt i udbud

NRGi's brøde består i, at selskabet undlod at sætte et opgave om 150.000 elmålere i udbud for i stedet at tildele datterselskabet El:Con opgaven. Det ville el-installatørkonkurrenten Intego ikke finde sig i og klagede derfor til Klagenævnet for Udbud, som i august sidste år gav konkurrenten medhold i, at NRGi skulle have holdt et udbud.

Overtrædelsen af lovgivningen var så alvorlig, at NRGi automatisk blev politianmeldt.

Det er på den baggrund, at Bagmandspolitiet nu har besluttet sig for, hvilken straf selskabet skal tildeles for det manglende udbud, som CBS-lektor og ekspert i udbudsret Grith Skovgaard Ølykke kalder "den mest alvorlige overtrædelse af udbudsdirektiverne".

Allerede før bødens størrelse blev kendt, besluttede direktør Søren Sørensen sig for, at alle opgaver, der er relateret til forsyningsaktiviteter, fremover skal i udbud. Det gjorde selskabet tilbage i maj, hvor direktøren indikerede, at resten af branchen som en naturlig konsekvens af dommen ville følge trop. En forudsigelse som SE og DONG indtil videre har afvist.

SE følger ikke NRGi's kursændring 

"Vores vurdering er, at dommen mod os kan have principiel betydning. Jeg vil ikke udsætte virksomheden for, at der er andre, der kan klage. Derfor har vi valgt at gribe det an, som vi gør. Vi kan ikke tåle at stå i en situation, hvor vi – når vi nu har en afgørelse – så overtræder den afgørelse, der er på området," sagde Søren Sørensen dengang til EnergiWatch.

Interessant for energiselskaber

NRGi blev af Klagenævnet for Udbud dømt for at overtræde forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 23, der udgør en undtagelse i lovgivningen. Undtagelsen dækker over en regel for koncerner, der i særlige tilfælde fritager ordregiveren kravet om udbudspligt.

Konkret kræver en fritagelse for udbud, at 80 pct. af omsætningen i det andet selskab i koncernen, der modtager ordren - i dette tilfælde El:Con - stammer fra selskaber i koncernen. Netop den undtagelse i lovgivningen er relevant for energiselskaberne, der for størstedelens vedkommende er koncerner, som består af en række forskellige tæt-forbundne selskaber.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også