Nystiftet selskab vil sikre overblik over de usynlige kabler og rør i jorden

Der mangler overblik over den kritiske infrastruktur, der gemmer sig i jorden, mener tre virksomheder, der er gået sammen om at skabe en ny digital platform. 

Et nystiftet selskab vil hjælpe både private og offentlige virksomheder med at få et samlet overblik over, hvad der gemmer sig af samfundskritisk infrastruktur i jorden.

Selskabet hedder Heypipe og er joint venture mellem forsyningsselskabet Aarhus Vand, entreprenørvirksomheden Arkil og Danmarks største landinspektørfirma, LE34.

Heypipes hovedprodukt er en digital platform, hvor entreprenører, graveaktører, forsyninger og myndigheder kan få unik adgang til data om, hvor der ligger ledninger, kabler og rør og er gravet tunneller.

Målet er at spare virksomhederne og samfundet millioner af kroner og spildte ressourcer i graveskader.

Det skriver de tre stiftere af selskabet i en fælles pressemeddelelse.

”På daglig basis går der anseelige ressourcer til spilde, når anlægsarbejder bliver afbrudt af overgravede kabler, der ikke er registreret nogen steder,” udtaler Thomas Boe, der er bestyrelsesformand for Arkil a/s og for HeyPipe, i meddelelsen.

”Det problem løser vi med Heypipe, som ikke blot kommer til at spare kunderne for frustrationer, men også kommer til at spare samfundet for kroner og øre samt den miljøbelastning, der er forbundet med ekstraarbejde,” anfører han. 

Ifølge en samfundsøkonomisk analyse fra 2016 skønner Rambøll, at graveskader vil koste samfundet op mod 2,8 mia. kr. over en 10-årig periode.

Heypipe er et avanceret, digitalt kort, der er bygget på deling af data. 

Platformen skal udgøre et supplement til ledningsejerregistret LER og skal især bidrage med unik 3D-dokumentation af ledningsanlæg, billeder af ledningsarbejder, højdeoplysninger på samtlige ledninger samt en dokumentation af de ledninger, der ikke er kendte af ledningsejere. 

”Motivationen til at etablere Heypipe har ligget i et ønske om at få bedre, hurtigere og mere valide data både til glæde for andre ledningsejere, entreprenører og egen virksomhed,” udtaler Peter Hjortdal, der er afdelingschef for Klima & Afløb i Aarhus Vand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også