Ny Norlys-chef: At blive markedsleder på ladestandere kan blive strategisk mål

Nytiltrådte Mikkel Pedersen skal være med til at ændre den måde, de tænker på hos Norlys. 
Foto: Norlys Pr
Foto: Norlys Pr

Norlys skal ikke blot være et energiselskab eller en teleudbyder, men kundernes foretrukne partner, når det gælder både energi, internet, tv og ladestandere til deres elbiler. 

Faktisk kunne det blive rigtig spændende for energiselskabet, hvis Norlys kunne blive markedsleder inden for ladestandere. 

Det mener 34-årige Mikkel Pedersen, der i sidste uge startede som strategichef for Norlys’ energiforretning.

”Jeg synes, det kunne være spændende, hvis vi kan få Norlys til at spille en endnu større rolle og være en central spiller i hele omstillingen inden for grøn energi og digitalisering i det danske samfund. Så vi skal positionere Norlys rigtigt og bevæge os i en attraktiv retning,” siger Mikkel Pedersen til EnergiWatch.

Han overtog stilling efter David Scherer, der stoppede i februar, og den nye strategichefs vigtigste opgave bliver at sikre, at Norlys leverer på den nye 2027-strategi, der blev præsenteret i december.

Her forventer selskabet at investere samlet over 70 mia. kroner i hovedsageligt energiforretningen. 

”Der er flere konkrete ting, hvor vi kan blive bedre til at levere spændende produkter inden for energi, men vi skal også se på helt nye forretningsben, som vi f.eks. har gjort ved at være udbyder inden for e-mobilitet,” siger Mikkel Pedersen og slår fast, at Norlys ikke har små ambitioner, når det gælder markedet for elbiler.

”Understøttelsen af danskernes skifte til elbil er et sted, vi sagtens kan få en større rolle – og måske blive ledende inden for markedet af ladeløsninger for elbiler og være drivende kraft i at udrulle egne ladestationer, både hvad gælder muligheder for on the go charging, men også attraktive løsninger for hjemmeladninger,” siger Mikkel Pedersen.

Forbrugerøkonom i FDM og ekspert i ladeløsninger Ilyas Dogru forventer da også, at konkurrencen på lademarkedet fremover bliver både ”vild og blodig” efter at Andel Energi har lanceret et nyt tilbud om at få installeret en ladeboks i carporten uden udbetaling.

Skal holde ny strategi ajour

Mikkel Pedersen startede 1. april og kalder Norlys for en ”enormt spændende virksomhed”. Han påpeger, at han stadig er meget ny i energibranchen, men ser allerede flere måder, han kan skubbe Norlys i en givtig retning.

”Et fokusområde bliver også at se på, hvordan vi kan ændre den måde, vi tænker på i Norlys, så vi går fra at tænke isoleret til at tænke mere på tværs af de kundevendte forretningsdele. F.eks. kan vi se på, hvor vi kan rykke tættere sammen mellem den digitale division i Norlys og den nye Telia-forretning,” siger han med henvisning til at Norlys-koncernen netop har gennemført sit køb af Telia. 

Er ansættelsen af dig et tegn på, at der er behov for at lægge en ny strategi for Norlys?

”Der skal ikke lægges en ny strategi, det vil jeg ikke sige, for vi har lige lanceret en 2027-strategi, og det er den, jeg skal være med til at sikre, at vi løfter vores del af. Men en strategi er aldrig hundrede procent statisk, så vi skal løbende udvikle den, så den matcher de krav og behov, vi ser for omverdenen og vores kunder,” siger Mikkel Pedersen, der kommer fra en stilling som leder af det globale strategikontor i Arla.

Og selvom mælk og watt ikke lige ved første øjekast har meget til fælles, så er han fuld af mod på den nye opgave.

”Jeg kommer selvfølgelig ikke med alle svarerne, for det er en ny industri, som jeg er kommet til og skal til at lære at kende. Men jeg kommer med mangeårig erfaring fra Arla, som har givet mig en bred værktøjskasse til at arbejde med strategi og at sikre en bred forretning,” forklarer Mikkel Pedersen.

Norlys forsyner gennem 55.170 km elnet over en million adresser med elektricitet og internet. Norlys ejer både elnetselskabet N1, Telia og en del af Eurowind Energy.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også