Vattenfall mister 25 års ledelse

To af Vattenfalls mest erfarne direktører forlader selskabet. Ingen af dem pakker dog tasken med det samme.
Torbjörn Wahlborg stopper efter næsten 35 år hos Vattenfall. Det samme gør juridisk direktør, Anne Gynnerstedt, som der derfor også kunne have været et billede af. Men det er så sjældent, at man ser et billede af en mand i jakkesæt på et erhvervsmedie. | Foto: Vattenfall
Torbjörn Wahlborg stopper efter næsten 35 år hos Vattenfall. Det samme gør juridisk direktør, Anne Gynnerstedt, som der derfor også kunne have været et billede af. Men det er så sjældent, at man ser et billede af en mand i jakkesæt på et erhvervsmedie. | Foto: Vattenfall

Erfaring er ikke just en mangelvare i Vattenfalls ledelse. I gennemsnit har de ti chefer i direktionen således en anciennitet hos energiselskabet på mere end 20 år.

Det snit holder dog næppe længe endnu. Såvel direktøren for produktion, Torbjörn Wahlborg, som Vattenfalls jurachef, Anne Gynnerstedt, forlader nu selskabet.

Det meddeler Vattenfall tirsdag.

Det lange tilløb til trods springer ingen af de to direktører dog fra borde øjeblikkeligt. Anne Gynnerstedt stopper med udgangen af august, mens Torbjörn Wahlborg bliver i stillingen, til en afløser er fundet.

”Torbjörns lange karriere hos Vattenfall har betydet, at han har bidraget til mange forskellige dele af Vattenfalls drift. Hans dybe og brede erfaring har været meget værdisat for mig og for koncernledelsen, ikke mindst da energiindustrien stævner ud i en periode af revolutionær forandring,” siger adm. direktør Anna Borg.

Torbjörn Wahlborg har i sine 34 år hos Vattenfall da også været langt omkring i bogstavelig forstand. Tilbage i 1990’erne var han bl.a. chef for Amagerværket, før han i slutningen af årtiet rykkede til Polen og gradvist overtog ledelsen af energiselskabets aktiver der.

Imidlertid er det formentlig primært hans rolle som chef for Vattenfalls svenske atomkraftværker, han har gjort sig bemærket. I forrige årti blandt andet som kritiker af den svenske termiske effektskat, atomkraftværkerne skal betale fuldt ud, uagtet hvor ofte reaktorerne er i drift. Mens han sidste år gik i brechen for, at der skulle bygges nye værker frem for at hive gamle op af mølposen.

Netop den gamle diskussion om atomkraft er for alvor blusset op igen hos Vattenfall. Foranlediget af energikrisen i 2022 og den nye og meget atomkraftglade regering har det statsejede energiselskab fået til opgave at udbygge sin nukleare kapacitet efter årtiers støt tilbagegang. Men det bliver altså uden Torbjörn Wahlborgs ledelse.

”Min tid hos Vattenfall har været fantastisk. Jeg har haft privilegiet at arbejde i forskellige lande med praktisk talt alle led i elsektorens værdikæde, men frem for alt med fantastiske kollegaer,” siger den afgående direktør, der nu i stedet vil kigge mod en bestyrelseskarriere.

Med blot et dusin år hos Vattenfall er Anne Gynnerstedt omvendt lidt af en årsunge. I sin karriere har hun til gengæld været til både lands og i luften med en fortid hos bl.a.. Saab og SAS – foruden at hun sidder i bestyrelsen hos Den Svenske Rumfartsorganisation. Også hun hylder kollegaerne hos sin kommende forhenværende arbejdsgiver.

”Det har været et privilegium at være hos Vattenfall gennem 12 år. Energi og den omstilling, vi er midt i, engagerer alle. Jeg er stolt over, hvad Vattenfall laver og står for, og over vores engagerede medarbejdere. Jeg er blevet udfordret og har haft det sjovt på arbejde hver eneste dag,” slår hun fast.

Vattenfall meddeler, at rekrutteringsprocessen nu er sat i gang, og at den er åben for såvel eksterne kandidater som medarbejdere, der allerede er i selskabet og derved kan holde ancienniteten oppe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også