Konservative og Danmarksdemokraterne vil ikke smide flere penge i Ørsted

De to partier ønsker ikke at investere flere penge i energiselskabet, selvom det kan betyde, at staten mister kontrollen.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Store nedskrivninger for over 28 mia. kr. på amerikanske havvindprojekter tynger Ørsted så meget, at flere analytikere peger på, at det kan blive nødvendigt med en kapitalforhøjelse. Men hvis det bliver aktuelt, så ønsker hverken De Konservative eller Danmarksdemokraterne, at staten deltager.

Det skriver Finans.

Ifølhe Rasmus Jarlov, der er finansordfører for De Konservative, skal staten ikke investere flere penge, da Ørsted er et privat selskab, og han har intet problem med, at staten, som i dag ejer 50,1 pct., mister kontrollen.

”Det er rigtigt, at Ørsted er en vigtig virksomhed, men der er mange vigtige opgaver, der bliver løst af private virksomheder i dag, uden at staten har ejerskab over dem. Ofte fungerer det faktisk bedre, når staten ikke har ejerskabet,” siger han til mediet.

Hos Danmarksdemokraterne fortæller finansordfører Dennis Flydtkjær, at han i udgangspunktet ikke synes, at staten skal komme med kapital til virksomheden, der opererer på det private marked. Han vil dog ikke lægge sig fast på noget.

Finansministeriet har oplyst til MarketWire, at det ikke ønsker at kommentere på den aktuelle situation.

”Af hensyn til Ørsteds status som børsnoteret selskab og statens økonomiske interesser har Finansministeriet ikke nogen kommentarer,” lyder den kortfattede melding fra ministeriet til MarketWire.

I går meldte Ørsted og topchef Mads Nipper ud, at der skal ses på forskellige tiltag for at styrke kapitalstrukturen, der er kommet gevaldigt under pres.

Heriblandt skal der ske effektivisering, større grad af leverandørfinansiering og arbejde på at håndtere arbejdskapital bedre. Og så nævnes der ”andre løsninger”, der dog ikke specificeres nærmere.

Men Mads Nipper afviste i samme ombæring, at der aktuelt er planer om en kapitaludvidelse.

Ifølge Benny Engelbrecht, der er finansordfører for Socialdemokratiet, ventes der heller ikke at komme flere midler fra staten som hovedejer.

”Det er ikke noget, der står og bliver efterspurgt,” sagde han i går til TV2 News.

Aktien faldt onsdag 25,7 pct. til 252,50 kr., hvilket gør det til den værste børsdag for selskabet nogensinde.

Siden årets start er aktien dykket samlet tæt på 60 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også