Energi Danmark får ny topchef

Energihandelsselskabet henter Louise Hahn ind som ny adm. direktør. (Opdateret)
Foto: PR/Energi Danmark
Foto: PR/Energi Danmark
AF WILLIAM RØNFELDT KRISTENSEN & RITZAU

Energi Danmark, der er ejet af Andel og NRGI, får en ny profil ind på topposten.

Fra dags dato er Louise Hahn således ny adm. direktør for energihandelsselskabet, skriver selskabet i en pressemeddelelse. Hun kommer fra en stilling som adm. direktør i Globalconnect Danmark og har en fortid som senior vice president hos Ørsted.

Bestyrelsesformand Jesper Hjulmand glæder sig over den tilføjelse i toppen af selskabet.

”Hun kommer med stor indsigt i energibranchen, et stærkt kundefokus og bliver en stor gevinst for vores fortsatte arbejde med at styrke Energi Danmarks strategi, kultur og ledelse. Vi står med en vigtig opgave i at fortælle omverdenen om den store samfundsværdi, som Energi Danmark skaber i transformationen af vores samfund og energisystem fra fossil energi til vedvarende energi. Louise har den erfaring og de kompetencer, der skal til for at løfte netop den opgave,” udtaler han.

Jesper Nybo Stenager, der i seks måneder har fungeret som konstitueret adm. direktør for Energi Danmark vil fortsætte i direktion som executive vice president, står der i meddelelsen.

For Louise Hahns vedkommende glæder hun sig over at blive en del af en kompetent og stærk organisation, udtaler hun.

”Energi Danmark er kendt for sine stærke løsninger, og kundeporteføljens energiforbrug udgør en markant del af Danmarks samlede energiforbrug. Der er et stort økonomisk og samfundsmæssigt potentiale i at hjælpe selskabets kunder gennem den grønne omstilling. Samtidig ligger der nogle stærke synergier i samspillet mellem ejerne og Energi Danmark, som jeg ser frem til få bragt yderligere i spil til gavn for kunderne,” udtaler hun.

Bonus-ballade

Det var i begyndelsen af året, at den adm. direktør i Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard, fratrådte. Det skete i kølvandet på en strid om store bonusser.

Årsagen var ifølge mediet Finans, der henviste til anonyme kilder, at Jørgen Holm Westergaard ønskede en bonus på et trecifret millionbeløb.

Jørgen Holm Westergaard indgik ifølge mediet desuden aftaler med tre energihandlere. De blev hver stillet bonuspakker på omkring en kvart milliard kroner i udsigt.

Efterfølgende blev de tre energihandlere fyret med den begrundelse, at deres bonusaftaler var ugyldige.

Derudover hævdede Energi Danmarks bestyrelsesformand, Jesper Hjulmand, over for Finans, at aftalerne var indgået bag om ryggen på bestyrelsen. De var derfor ulovlige, lød det.

Energi Danmark var et af mange energiselskaber, der efter et år med historisk høje energipriser havde et historisk højt overskud.

I 2022 tjente koncernen 8,8 milliarder kroner, hvilket var næsten 50 gange så stort som selskabets hidtidige rekord fra 2019, skrev Finans.

Det førte til langt højere bonusser til medarbejderne.

Bonusser i energibranchen afhænger af energimarkedet. Med de stigende energipriser tjente branchen sidste år mere, end den plejer.

Og da de tre medarbejderes bonusaftaler var uden et loft, stak de af.

Ifølge Energi Danmark var bonusserne ugyldige, fordi der netop er en politik i koncernen om, at der skal være loft på bonusaftaler.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også