Synergi og Grundfos: Det vil være en kæmpe fejl at afskaffe eksportordningen

En afskaffelse af eksportordningen for energi kan få store konsekvenser for dansk vækst og beskæftigelse, mener direktøren i Synergi.
Katrine Bjerre er direktør i Synergi. | Foto: Pr
Katrine Bjerre er direktør i Synergi. | Foto: Pr

Finansieringen for eksportordningen for energi står til at bortfalde delvist i 2024, og fra 2025 forsvinder den næsten helt. Men det er en strategisk fejl, mener både Synergi og Grundfos.

I en pressemeddelelse argumenterer de for, at ordningen fungerer som en døråbner til det globale marked for den danske energiteknologi. Det vil derfor være en fejl at fjerne ordningen, netop som verden efterspørger grønne energiløsninger i stigende grad, som danske virksomheder er verdensførende i at levere, pointerer de.

”Hvis verden skal være klimaneutral i 2050, skal der investeres mere end 60 billioner kr. om året, og her kan de danske grønne virksomheder spille en stor rolle. Den grønne teknologi er uden tvivl århundredets eksportmulighed for Danmark, og det ville være en meget stor fejl at tabe den på gulvet. Hvis ikke partierne bag den kommende finanslov for 2024 prioriterer ordningen, kan jeg godt være bekymret for, at Danmark taber kampen i den stigende globale konkurrence, for vi er absolut ikke længere de eneste, der producerer de grønne teknologier. Jeg håber derfor, at aftalepartierne vil fastholde og gerne udbygge ordningen, så vi kan høste de enorme grønne globale potentialer til glæde for dansk vækst og beskæftigelse,” siger direktør i Synergi, Katrine Bjerre, i pressemeddelelsen.

Eksportordningen åbner døre

Hos Grundfos mener man, at ordningen øger eksporten til de nærmeste lande, og at det giver danske virksomheder mulighed for at inspirere andre myndigheder med danske erfaringer.

”Eksportordningen åbner døre, som både store virksomheder og SMV’er har svært ved at sparke op alene. Det gælder også i vores nærmarkeder i Europa, hvor investeringerne i den grønne omstilling er store og stigende i disse år. Bl.a. har ordningen bidraget til et udspil til en ambitiøs ny varmelov i Tyskland og åbnet øjnene for energieffektiviseringspotentialerne hos den amerikanske fødevareindustri. Jeg er ikke i tvivl om, at investeringen i eksportordningen kommer mangefold tilbage i form af øget grøn eksport, vækst og beskæftigelse for Danmark, så jeg har svært ved at se rationalet i ikke at videreføre den,” siger Jonas Villadsen, Regional Director for Public Affairs & External Relations i Grundfos, i pressemeddelelsen.

Eksportordningen finansieres i dag med 50 mio. kr. om året. Men allerede i 2024 bortfalder dele finansieringen, hvilket betyder, at samarbejdet med Frankrig, Polen og Japan ophører, mens samarbejdet med USA reduceres.

Fra 2025 ophører samarbejdet med USA helt. Det samme sker med samarbejdet med Tyskland, Storbritannien, Nederlandende og Sydkorea. Kun samarbejdet med Baltikum består. 


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også