FH-formand: Energiselskaberne skal beskattes baglæns af jubelåret 2022

Hovedorganisationen FH mener, at energihandlernes helt ekstraordinære profit i 2022 retfærdiggør beskatning med tilbagevirkende kraft. Det er helt i skoven, mener branchen.
De enorme milliardoverskud retfærdiggør, at man beskatter energihandlerne med tilbagevirkende kraft, mener fungerende FH-formand Morten Skov Christiansen. | Foto: Martin Lehmann
De enorme milliardoverskud retfærdiggør, at man beskatter energihandlerne med tilbagevirkende kraft, mener fungerende FH-formand Morten Skov Christiansen. | Foto: Martin Lehmann
AF LONE ANDERSEN, VICTOR EMIL KRISTENSEN OG JESPER HØBERG

Energihandlerne i Danmark har tjent så mange penge i 2022, at det retfærdiggør, at man beskatter dem med tilbagevirkende kraft.

Det mener den fungerende formand for FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen.

”Vi mener, at situationen er så ekstraordinær, at man godt kan beskatte overskuddene i 2022 med tilbagevirkende kraft. Det er ikke en gældende praksis. Men jeg tror godt, at sektoren kan se fornuften i, at de skal betale et solidaritetsbidrag i den helt usædvanlige situation i 2022,” siger Morten Skov Christiansen.

Hans konklusion falder efter, at alle de store energihandelsselskaber nu har afleveret regnskab. Senest kom InCommodities med et overskud før skat på godt 10 mia. kr.

Ekstraordinær situation

FH har bedt HBS Economics analysere tallene for energihandelsbranchen, og den viser bl.a., at hver eneste ansat i selskaberne i gennemsnit har skabt et resultat før skat på over 20 mio. kr. De allerstørste selskaber havde overskud på 75-80 mio. kr. per ansat.

Det betyder jo også masser af selskabsskatteindtægter og arbejdspladser? 

”Dette er en helt ekstraordinær situation, hvor profitten per fuldtidsansat rundede 20 mio. kr. sidste år. Det kræver, at vi kigger på det med ekstraordinære tiltag. Derfor vælger vi at foreslå dette solidaritetsbidrag,” siger Morten Skov Christiansen.

”Branchen gør et vigtigt stykke arbejde for vores infrastruktur. Men når vi ser en acceleration i profitten på det her niveau, er der altså noget galt, og der er grund til at handle,” siger FH-formanden.

Hans formodning om, at branchen godt selv kan se fornuften i at beskatte med tilbagevirkende kraft, holder ikke.

”Nej, det har vi ikke forståelse for. At lovgive med tilbagevirkende kraft er helt i skoven retssikkerhedsmæssigt. Det kan man simpelthen ikke. For så kan man jo ikke vide, hvilke vilkår man driver virksomhed efter,” siger afdelingschef Martin Dam Wied fra brancheorganisationen Greenpower Denmark.

Men er det ikke rimeligt, at I giver et solidaritetsbidrag efter et år, hvor I har tjent så mange penge? 

”Grundlæggende er det en branche, der ifølge Acer (de europæiske kontrolmyndigheder, red.) har givet en samfundsmæssig gevinst på over 250 mia. kr., og som lægger en stor skærv i form af selskabsskatter og personskatter fra de ansatte. Vi synes, det er rigtigt ærgerligt, at man skal slå på nogen, der klarer sig godt,” siger Martin Dam Wied.

Risiko for udflytning

Han peger på, at der er en risiko for, at selskaberne rykker ud af Danmark, hvis man indfører en særligt dansk beskatning.

Men det tvivler Morten Skov Christiansen på. Han tror for det første stadig, at selskaberne kan se fornuften i solidaritetsbidraget.

”For det andet vil Danmark ikke være first mover. Vi har set andre lande som f.eks. Storbritannien tage initiativ til ekstraordinære tiltag for 2022. Vi vil snarere skille os ud, hvis vi ikke gør noget ved det,” siger han.

EU besluttede i efteråret 2022 at give medlemslande mulighed for at indføre ekstraordinær beskatning af såkaldte windfall profits. Indtil videre er der ingen lande, der har indført det specifikt for energihandlere.

I Skatteministeriet arbejder man i øjeblikket på mulige modeller for beskatning af overnormal indtjening for energihandlerne.

Da Finans i sidste uge kunne opgøre branchens foreløbigt samlede resultat før skat til 53 mia. kr., lød kommentaren fra skatteminister Jeppe Bruus:

”Jeres løbende dækning af og seneste status på energihandelsselskabernes samlede voldsomme profitter illustrerer tydeligt emnets karakter og alvor. Selskaberne har profiteret stort på turbulensen på energimarkederne samtidig med, at mange danskere har kæmpet med at få hverdagen til at hænge sammen i kølvandet på de stigende energipriser. Og jeg mener fortsat, at energihandelsselskabernes overnormale profitter er forargelige.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også