Silkeborg Forsyning og borgmester holdt hemmeligt møde om kæmpetab

Borgmesteren har siddet tæt på beslutning om at sende millionregning for spekulation videre til fjernvarmeforbrugerne i Silkeborg. Den viden er dog aldrig nået hverken forbrugerne eller byrådssalen.
”Kommunen ejer selskabet, og derfor er jeg som borgmester blevet fortroligt orienteret om sagen af selskabets bestyrelsesformand,” udtaler Silkeborgs borgmester, Helle Gad (S), til EnergiWatch. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
”Kommunen ejer selskabet, og derfor er jeg som borgmester blevet fortroligt orienteret om sagen af selskabets bestyrelsesformand,” udtaler Silkeborgs borgmester, Helle Gad (S), til EnergiWatch. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Mens omverdenen ikke fik noget at vide, mødtes ledelsen i Silkeborg Forsyning og borgmesteren i Silkeborg Kommune i fortrolighed for at diskutere, hvordan man kunne sende en tocifret millionregning videre til fjernvarmeforbrugerne.

Det kan EnergiWatch nu fortælle på baggrund af aktindsigter hos kommunen, efter at mediet har afsløret, hvordan det kommunalejede forsyningsselskab har tabt ca. 70 mio. kr. på spekulation i elpriser.

Det fremgår af dagsordenen for mødet, der blev afholdt 30. maj 2022, at Silkeborg Forsyning fremlagde sagen for borgmester Helle Gade (S), kommunaldirektør Lone Lyrskov samt kommunens eksterne advokat. På dagsordenen var blandt andet ”den økonomiske håndtering af sagen” og ”sagens kommunikationsstrategi”.

Det fremgår endvidere af intern mailkorrespondance forud for mødet, at Silkeborg Forsyning anslog, at tabet fra spekulationen ville medføre en ekstraregning på godt 4000 kr. for fjernvarmeforbrugere i et standardhus på 130 kvm.

”Kommunen ejer selskabet, og derfor er jeg som borgmester blevet fortroligt orienteret om sagen af selskabets bestyrelsesformand, og jeg har fortroligt orienteret Økonomi- og Erhvervsudvalget,” udtaler borgmester Helle Gade i en skriftlig udtalelse til EnergiWatch.

Historien kommer på bagkant af, at byrådsmedlemmer i Silkeborg har efterspurgt større åbenhed fra Silkeborg Forsyning omkring sagen. Hos kritikerne vækker det forundring, at kommunen ikke har meldt informationerne bredere ud, da man blev opmærksom på det markante tab i Silkeborg Forsyning og påvirkning heraf på fjernvarmeforbrugerne.

”Jeg erindrer ikke, at jeg har fået en indsigt på det niveau. Og jeg synes, at det er af så væsentlig karakter, at det ville jeg gerne have vidst som kommunalbestyrelsesmedlem,” siger byrådsmedlem Peter Sig Kristensen fra borgmesterens støtteparti, Enhedslisten, til EnergiWatch.

Muligheder for afdrag

Tabet på ca. 70 mio. kr. relaterer sig til selskabet Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK), der gik konkurs 1. december 2021.

Selskabet bistod en række kraftvarmeværker – herunder Silkeborg Forsyning, der driver Danmarks største decentrale kraftvarmeværk gennem datterselskabet Silkeborg Varme – i at udbyde en slags forsikring til elselskaber, der i praksis betød, at de medvirkende værker hæftede, hvis spotprisen på el steg over 400 kr. pr. MWh. Da energipriserne eksploderede i løbet af 2021, led værkerne store tab til følge.

Den interne kommunikation op til mødet 30. maj 2022 mellem Silkeborg Forsyning og kommunen viser, at ledelsen i forsyningsselskabet allerede i foråret 2022 var langt i forhandlingerne med konkursboet efter DKVK omkring betaling af de penge, som Silkeborg Varme havde tabt på spekulationen.

”I forlængelse af møde afholdt den 5. april mellem konkursboet DKVK og Silkeborg Varme A/S er Silkeborg Varme A/S efter omstændighederne indstillet på at forlige den opståede tvist ved betaling af DKK 67.289.655 uden tillæg af moms,” skrev Silkeborg Forsynings adm. direktør, Jens Bastrup, i en mail til kommunaldirektør Lone Lyrskov forud for mødet 30. maj 2022.

Jens Bastrup opstiller i sin mail desuden tre mulige afdragsordninger for gælden: En på 1 år, en på 3 år og en på 7 år. I de tre regneeksempler vil det betyde en årlig prisstigning på fjernvarme for en standardhusstand på henholdsvis 4088 kr., 1363 kr. og 584 kr.

Derudover fremgår det af korrespondancen, at Silkeborg Forsyning har indhentet en ekstern vurdering fra revisionsfirmaet Deloitte, i forhold til hvordan man lovligt kan håndtere sagen uden at komme i karambolage med Varmeforsyningsloven.

”Vores økonomichef har lavet en foreløbig vurdering, at det (gælden, red.) kan absorberes af vores almindelige driftslikviditet. Dog kan der være tilfælde hvor en forhøjelse af f.eks. kassekreditten i en periode kan være nødvendigt, men det vurderes ikke, at et større lån skal i spil,” skriver den daværende politisk udpegede bestyrelsesformand, Jarl Gorridsen (V), til kommunaldirektøren 8. maj 2022.

”Så åbne som muligt”

Tidligere bestyrelsesformand Jarl Gorridsen bekræfter i dag over for EnergiWatch, at Silkeborg Forsyning orienterede kommunen og borgmester Helle Gade om sagen undervejs i forløbet, men at selskabet vurderede – af hensyn til de pågående forligsforhandlinger med konkursboet efter DKVK – at det ikke var hensigtsmæssigt at melde offentligt ud om tabet i foråret 2022.

”Vi forsøgte at lande det her forlig bedst muligt, og derfor havde vi ikke behov for at hvirvle for meget støv op omkring det her, fordi der var en modpart. Der var et taktisk spil, som vi forsøgte at vinde – på forbrugernes vegne,” siger Jarl Gorridsen, der stoppede som bestyrelsesformand i Silkeborg Forsyning i juni 2022.

”Jeg har ikke gået rundt med et forblommet syn om, at det her var der nok aldrig nogen, der fandt ud af. Jeg har ikke haft interesse i at skjule noget,” siger den tidligere formand, der ikke kan svare på, hvorfor Silkeborg Forsyning – efter forliget var indgået – ikke har kommunikeret åbent om sagens detaljer.

Hans efterfølger på formandsposten, byrådsmedlem Søren Kristensen fra borgmesterpartier Socialdemokratiet, deltog også i mødet mellem Silkeborg Forsyning og borgmesteren den 30. maj 2022.

Han påpeger, ligesom sin forgænger, at selskabets ejere er blevet orienteret om sagen, og at forsyningsselskabet desuden meldte tabet på ca. 70 mio. kr. ud i en pressemeddelelse i november 2022, hvor sagens detaljer dog ikke blev udfoldet.

”Det her har været en helt ekstraordinær situation for os i Silkeborg Forsyning. Jeg synes faktisk, vi gør meget for at være så åbne som muligt,” siger Søren Kristensen til EnergiWatch.

På borgmesterkontoret fastholder Helle Gade, at man har kommunikeret, som man skulle.

”Silkeborg Varme er et selvstændigt aktieselskab, hvor ansvaret for driften ligger hos bestyrelsen, og derfor har tabet i Silkeborg Varme A/S i 2021 ikke været et formelt orienteringspunkt på byrådets dagsorden eller på politiske udvalgsdagsordener,” udtaler borgmesteren i et skriftligt svar.

”Kommunen er som ejer formelt blevet orienteret om sagen ved fremlæggelsen af årsregnskabet på selskabets generalforsamling i 2022. Som kommune udøver vi vores ejerskab – som alle ejere i aktieselskaber – via selskabets generalforsamling,” udtaler hun videre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også