Retssag mod Ørsted om milliarder ruller videre
En retssag mod Ørsted om påståede overpriser for elektricitet på mere end fire milliarder kroner skal fortsætte i Sø- og Handelsretten uden at involvere EU-Domstolen.
Retten har fredag bestemt, at EU-Domstolen i Luxembourg ikke skal på banen i processen og besvare spørgsmål.
Sagen mod Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S er anlagt af Energi Danmark A/S.
I alt godt 1000 virksomheder hævder, at de har betalt for meget. Det samlede krav er over fire milliarder kroner.
Processen har stået på i en årrække. Sagsanlægget kom i 2007.
Men undervejs har der været flere bump.
Tilbage i 2020 blev Ørsted frifundet af Sø- og Handelsretten. Begrundelsen var, at afgørelsen i en anden sag mellem Konkurrencerådet og Ørsted havde virkning for el-kundernes krav. Priserne havde været lovlige.
Men Energi Danmark ankede til Vestre Landsret, som i september 2021 besluttede at ophæve handelsrettens frifindende dom.
Derfor skal Sø- og Handelsretten igen vurdere det store krav. Det er i denne forbindelse, at det fredag er besluttet at springe en forsinkende runde med EU-Domstolen over.
Advokat Henrik Holtse er med til at føre sagen for Energi Danmark. Han oplyser, at der skal gennemføres syn og skøn, før Sø- og Handelsretten kan tage fat på finalen med en såkaldt hovedforhandling.
Han tror, at det kan ske i 2024.