Andel bekræfter grænseløse bonusser

En lille håndfuld nøglemedarbejdere i Energi Danmark har haft bonusordninger uden loft, oplyser virksomhedens ene ejer nu. Der er dog ingen oplysninger om størrelsen på bonusserne.
Handel med energi fra bl.a. vindmøller har været en guldrandet forretning i 2022, og det har ifølge branchekilder udløst nogle meget voldsomme bonusser til nøglemedarbejdere i handelsselskaber.
Handel med energi fra bl.a. vindmøller har været en guldrandet forretning i 2022, og det har ifølge branchekilder udløst nogle meget voldsomme bonusser til nøglemedarbejdere i handelsselskaber.
AF LONE ANDERSEN, VICTOR EMIL KRISTENSEN, JESPER HØBERG, FINANS

Efter flere dages historier om bonusfest i energibranchen bekræfter det forbrugerejede energiselskab Andel nu, at en lille gruppe nøglemedarbejdere i det delvist ejede tradingselskab, Energi Danmark, har haft bonusser uden loft. 

Andel er ejet af 400.000 energikunder på Sjælland, og koncernen ejer tradingselskabet Energi Danmark sammen med aarhusianske NRGI. Energi Danmark handler strøm og gas på de internationale energimarkeder. 

Energi Danmark er således en del af en branche, der - som Finans har beskrevet de seneste dage - er blevet forgyldt af høje energipriser i 2022 bl.a. på grund af krigen i Ukraine. 

Profitterne har været så voldsomme, at det ifølge kilder i branchen har udløst tocifrede og - i de mest ekstreme tilfælde - trecifrede millionbonusser, blandt andet fordi der i nogle selskaber har været bonusordninger uden loft. 

Bonusserne kan være særligt penible for andelsejede selskaber, hvor ejerne er kunderne, der i 2022 har været så hårdt ramt af prisstigninger på energi, at Folketinget har måttet ile til med økonomisk hjælp. 

I modsætning til flere andre selskaber har Energi Danmark/Andel og andelsselskabet Norlys, der er medejer Norlys Energy Trading, hidtil nægtet at svare på spørgsmål om bonusser, herunder om de opererer med bonusser uden loft. 

Men nu har Andel altså skiftet kurs og besluttet at lempe en anelse på låget. 

”Vi har fuld forståelse for, at bonusordninger vækker opmærksomhed i en tid med energikrise og store prisudsving. At vi ikke har ønsket at kommentere uddybende på nuværende tidspunkt, er for det første et udtryk for, at årsregnskabet og vederlagsoplysninger for Andel og herunder for Energi Danmark, endnu ikke foreligger i en endelig version,” oplyser kommunikationsdirektør Rikke Trikker i den skriftlige udtalelse. 

Hun oplyser, at Andel vil kommentere regnskabet for 2022, når det er godkendt af repræsentantskabet, men at virksomheden ikke kommer til at diskutere ”udvalgte medarbejderes fratrædelser, bonusordninger eller lønninger i pressen eller i offentligheden generelt.”

”I forlængelse af de mange spekulationer, der er fremsat de seneste dage, kan vi dog oplyse, at der i Energi Danmark, som i resten af den type selskaber i branchen, er bonusordninger for en udvalgt gruppe af medarbejdere. Vi kan også oplyse, at der er cap/loft på disse bonusordninger, hvilket er vores ramme på området. Endelig kan vi oplyse, at der for en lille håndfuld nøglemedarbejdere findes bonusordninger uden cap/loft – det er vi i gang med at forholde os til,” oplyser kommunikationsdirektøren. 

Andel oplyser, at man ikke har kommentarer udover de skriftlige udtalelser, og det er således ikke muligt at få at vide, hvor store bonusser, der er oparbejdet blandt medarbejderne i Energi Danmark, og om de er blevet udbetalt. 

Koncernen oplyser desuden, at man ”for den øvrige Andel-koncerns vedkommende” ikke opererer med resultatorienterede bonusordninger for hverken ledelse eller medarbejdere. 

I 2021 tjente Andels adm. direktør Jesper Hjulmand 8,2 mio. kr. Beløbet for 2022 vil blive offentliggjort i forbindelse med Andels regnskab til maj, men det var på niveau med året forinden, oplyser Andel. 

Energi Danmarks direktør gennem 23 år, Jørgen Holm Westergaard, måtte pludselig forlade sin post i februar uden nærmere forklaring. Andel har oplyst, at hans løn i 2022 var på niveau med de foregående år. 

De seneste år er der poppet en stribe nye aktører op på markedet for energihandel, og de har tradition for at tjene endog rigtig store penge. Af samme årsag har skatteminister Jeppe Bruus udtrykt frustration over, at det ikke er lykkedes at finde en model for at beskatte overnormale profitter hos energihandlerne på samme måde, som det er besluttet over for andre dele af energibranchen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også