Verdo Energy Systems bygger energianlæg i det nordlige Norge
Forsyningsselskabet Verdo har indgået et samarbejde med norske Kvitebjørn Varme i Tromsø. Her skal et nyt affaldsfyret kedelanlæg sikre byen ekstra fjernvarme, samtidig med at man i Tromsø kommer af med det overskydende affald.
Det fortæller Verdo Energy Systems, der udover udbygningen med et nyt kedelanlæg skal levere ombygning af de to eksisterende kedelanlæg, så de er forberedte på at kunne tilkobles såkaldte CO2-fangstanlæg i fremtiden.
Ifølge forsyningsselskabet selv vil det være den hidtil største opgave for Verdo Energy Systems, hvad angår ydelsen på kedelanlægget og ordresum, lyder det.
De to eksisterende kedelanlæg er hver på 10 MW, mens det tredje bliver på 15 MW. Anlægget skal imødekommende den stigende befolkningstilvækst i Tromsø, der både får brug for varme, men også producerer mere affald, som man ikke kan komme af med på anden fornuftig vis.
”Kedlen skal brænde det, vi kalder for refuse-derived fuel. Altså det affald der er tilovers, når det har været forbi sorteringsanlægget. I stedet for at køre det væk genanvender vi brændselsressourcen lokalt i Tromsø,” lyder det fra Bo Johansen, salgsdirektør hos Verdo Energy Systems.
Ombygningen af de eksisterende anlæg vil foregå i sommeren 2023, og det nye anlæg vil stå færdigt ultimo 2024. Både ud- og ombygningen kommer til at foregå på en måde, så lokale Kvitebjørn Varme kan drive anlægget imens.