Aalborg Forsyning indgår kontrakt om levering af varmelager

Investering i stort varmelager skal sikre den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg Kommune.
Foto: Aalborg Forsyning
Foto: Aalborg Forsyning

I 2028 stopper Nordjyllandsværket sin kulbaserede produktion af fjernvarme, og derfor er Aalborg Forsyning i fuld gang med at forberede sig på den grønne omstilling af fjernvarmen fra fossile til vedvarende energikilder.

Blandt andet ved at investere i et varmelager bestående af 200.000 kubikmeter ståltanke. Det skriver Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.

”Nordjyllandsværket kan skrue op og ned for produktionen og tilpasse sig forbrugernes skiftende varmeforbrug, men når vi går over til elbaseret varmeproduktion på varmepumper og elkedler, er det ikke muligt. Derfor får vi brug for et større lager, så vi kan sikre en høj forsyningssikkerhed også i de spidsbelastede perioder, hvor forbrugerne bruger ekstra meget varme og varmt vand,” udtaler Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning i pressemeddelelsen.

Forsyningsselskabet har indgået kontrakt med svenske Rodoverken om leveringen af varmelageret. I alt drejer det sig om en investering på cirka 400 millioner kroner.

”Der er tale om fire gigantiske vandbeholdere, der opbevarer varmen, og hele tiden står og oplader og aflader. Det er en velkendt og afprøvet teknologi med lav investeringsrisiko og lang levetid. Derudover kan vi udbygge løsningen efter behov, hvilket giver en betydelig fleksibilitet i forhold til at gennemføre den grønne omstilling så omkostningseffektivt som muligt,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, teknik direktør i Aalborg Forsyning.

Med varmelageret kan Aalborg Forsyning udnytte udsvingene i elpriserne og dermed optimere varmeproduktionen.

”Det vil sige, at vi kan producere meget varme og gemme det på lageret, når elpriserne er i bund, og så kan vi bruge varmen fra lageret, når elpriserne er høje. På den måde kan vi sikre, at vi fortsat har billig fjernvarme i Aalborg Kommune,” siger Søren Gais Kjeldsen.

Når de fire tanke er fuldt opladede indeholder de, hvad der svarer til 625 husstandes årlige varmeforbrug. Efter planen skal tankene være i drift i 2025.

Nyt partnerskab skal skabe grønt erhvervseventyr i Nordjylland

Aalborg Forsyning finder entreprenør til nyt byggeri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også