Arc-direktør: Det kan være farligt at være firstmover

Med købet af op mod 101 ellastbiler til affaldshåndteringen i Københavns Kommune er Amager Ressourcecenter en firstmover inden for grøn affaldsindsamling herhjemme. At være først kommer dog også med en god portion risiko, lyder det.
Adm. direktør for Amager Ressourcecenter fortæller, at han har brugt mange ressourcer på at indsamle erfaringer fra andre affaldsselskaber, der benytter elektriske skraldebiler. | Foto: ARC // PR
Adm. direktør for Amager Ressourcecenter fortæller, at han har brugt mange ressourcer på at indsamle erfaringer fra andre affaldsselskaber, der benytter elektriske skraldebiler. | Foto: ARC // PR

Hvis det viser sig, at Amager Ressourcecenter (Arc) med sit køb af 78 fuldelektriske affaldslastbiler med en option på yderligere 23 hos Scania har købt katten i sækken, står affaldsselskabet med et stort problem.

Sådan lyder det fra adm. direktør Jacob Hartvig Simonsen, der fortæller, at Arc har foretaget det store køb af ellastbilerne uden at kunne nå at gøre sig store erfaringer med dem.

”Lad os sige, at ellastbilerne slet ikke kan køre så langt på en opladning, som vi er blevet lovet. Så har Scania et problem, men det har vi også,” siger han og fortsætter:

”Det er en god detaljeret og balanceret kontrakt mellem to professionelle parter. Erfaringen fra andre store kontrakter viser dog, at det er vanskeligt at tage højde for absolut alle tænkelige og utænkelige forhold på forhånd. Og i et sådan tilfælde kan Scania eller ARC have et problem.”

Har forsikret sig

Købet af de op mod 101 elektriske affaldslastbiler er, som Jacob Hartvig Simonsen selv betegner det, et kæmpe køb, hvor han også er opmærksom på de potentielle faldgruber. Men det er loddet, når man står først i bussen som ”first mover”, som affaldsdirektøren kalder det.

Arc har af den grund også forsøgt at sikre sig ”så godt som muligt”, lyder det.

I kontrakten med Scania er der blandt andet skrevet nogle betingelser ind, der betyder, at der vil falde bod, hvis bilerne ikke kan leve op til det, der er blevet lovet:

”Scania har en kontraktlig forpligtelse til at levere det de har lovet. For eksempel at bilerne kan køre X km og samtidig indsamle og komprimere affald,” forklarer Jacob Hartvig Simonsen.

Samtidig fortæller han, at så stor en ordre samtidig også er ny for leverandørerne, se de har heller ikke ”lagt løkken for stramt om halsen”.

Er I sikrede af den kontrakt, I har indgået med Scania, hvis bilerne ikke lever op til jeres krav?

”Ja, det er vi. Men kontrakter er ikke en skud- og granatsikker millimetergarantibeskyttelse. Vi har forsøgt at gå så meget med livrem og seler, som det kan lade sig gøre. Men kontrakter kan blive genstand for fortolkning. Det er samtidig et nyt udviklingsområde, og derfor kan det være ekstra svært, idet vi ikke har en omfattende praksis at læne os op ad, men vi har forsøgt at sikre os så godt som muligt i kontrakten.”

Tidligere erfaringer

Arc er firstmovere på det punkt, at ingen danske affaldsselskaber før har investeret i så stor en mængde af elektriske affaldsbiler på en gang. Men der findes dog andre selskaber, der anvender ellastbiler i mindre omfang, hvor Arc har forsøgt at trække på de erfaringer.

”Frederiksberg har kørt med elskraldebiler i nogle år, og flere andre kommuner på Sjælland samt flere i udlandet har også gjort det. Så vi har rakt ud og talt med andre selskaber og indhentet nationale og internationale erfaringer for blandt andet at finde ud af, hvor langt bilerne kan køre og hvor hurtigt de kan lade for at finde ud af, hvilke krav vi kan stille,” siger Jacob Hartvig Simonsen.

”Det er en enormt svær disciplin, som vi har brugt mange ressourcer på,” lyder det videre.

Også leverandørerne har Arc været i dialog med for at høre, hvad der er af muligheder på markedet og for at trække på deres viden. Der er dog ifølge Jacob Hartvig Simonsen holdt ud i en armslængde, da ”de selvfølgelig også er interesserede i at afsætte en vare”.

Fire udbudsrunder

Købet af de elektriske skraldebiler sker i løbet af fire udbudsrunder. Første udbudsrunde – eller pakke, som ARC kalder det – er fra december, hvor ARC købte to fuldelektriske skraldebiler.

I samme ombæring er anden udbudsrunde blevet kørt, hvor Arc altså har lagt sin store ordre ind på de op mod 101 fuldelektriske affaldslastbiler. Dermed har affaldsselskabet ikke kunnet drage nogle erfaringer fra første til andet køb.

”Vi kører så tæt i kadence, at vi har svært ved at inddrage erfaringerne rigtigt. Nu bruger vi disse erfaringer til at udbyde de næste og fremtidige biler,” siger Jacob Hartvig Simonsen. Direktøren henviser blandt andet til tredje og fjerde udbudsrunde, som endnu ikke er blevet udbudt, men hvor ARC vil benytte sine erfaringer for den flåde af biler, selskabet nu modtager.

Ifølge oplysninger, som CleantechWatch har fået af salgsdirektør i Scania Anton Freiesleben, koster ellastbilerne, som Arc har investeret i i sin anden udbudsrunde, i gennemsnit 3,5 mio. kr. per styk.

Købet kommer efter påbud fra Københavns Kommune og er en del af kommunens mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad senest i 2025. Kommunen valgte i 2018 at hjemtage affaldsindsamlingen, og den opgave er af den grund landet hos ARC.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie CleantechWatch)

De kommende måneder definerer ARC's ambitioner om CO2-fangst

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også