Niels Duedahl har taget ved lære af sin ærkerival: Nu får ejerne smæk for skillingen

20 fusioner og opkøb på 10 år har gjort Norlys med Niels Duedahl i spidsen til en magtfaktor i energi- og telesektoren. Efter at energikoncernens dispositioner er blevet stærkt kritiseret, er der nu ryddet op og skabt transparens, lyder det fra den adm. direktør.
Foto: Norlys
Foto: Norlys
AF KASPER BRØNDGAARD ANDERSEN

De er blevet kaldt både imperiebyggere og el-konger, topcheferne i af de regionale energiselskaber. Flere af dem har stået model til en sønderlemmende kritik på grund af tvivlsomme investeringer, konkurrenceforvridende dispositioner og høje lønninger. Og flere er blevet gået efter afsløringer om dybt kritisable forretningsforhold.

Men Norlys-topchefen, Niels Duedahl, står stadig op.

Han har selv været igennem mediemøllen for alt fra ansættelsen af sin datter som sikkerhedschef i koncernen til en kritiseret bonuspakke og urentable kommercielle sidespring.

Men han har også lært af det, fortæller han.

Økonomisk ubetydelige, men opmærksomhedskrævende aktiviteter er luget bort. Det gælder for eksempel it-forretningen SE Cloud Factory, elbilsprojektet Clever, og det esbjergensiske erhvervsklynge-projektet Next Step City.

Bestyrelsen i koncernens driftsselskaber er styrket med professionelle kompetencer, herunder den tidligere Dong-direktør Anders Eldrup, og koncernen er blevet inddelt i divisioner, så der er bedre overblik over, hvor der skabes værdi til de 700.000 andelshavere.

"Der er ingen tvivl om, at der var for mange små sidespring på et tidspunkt. Vi havde for mange små ventures, som ikke var værdiskabende," siger Niels Duedahl.

"Det var noget af det, vi blev skældte ud for i elkonge-sagen (Finans har skrevet flere kritiske artikler om de såkaldte el-konger for medvirkede til fyringer af direktører i Verdo og Ewii, red.). Det var små forretninger, som støjede i ledelsessystemet og i vores ydre. Det skulle vi have ladet være med. Det var unødvendigt, og det var udtryk for innovation, som fjernede fokus. I dag er vi langt mere fokuserede."

Efter en konsolidering af størstedelen af den jyske energibranche - de store tilbageværende selskaber udover Norlys er Ewii i Kolding samt Nrgi og Aura i Aarhus - råder Niels Duedahl over en egenkapital på 18 mia. kr. og en koncern, som i sit seneste regnskabsår leverede et driftsresultat på 1,7 mia. kr.

Den er billedligt talt blevet inddelt i nord og syd - service og infrastruktur - med fokus på energi og tele, der har forskellige afkastkrav såvel som finansielle og ikke-finansielle målsætninger.

Det er et tydeligt opgør med den måde, som Niels Duedahl tidligere gjorde tingene på.

Det var noget, fusionspartneren, Eniig, tidligere har gjort, men potentialet med at bryde en integreret organisation op fik han fra sin store konkurrent, TDC.

Da TDC blev overtaget af kapitalfonden Macquarie og pensionskasserne PFA, PKA og PKA, blev selskabet hurtigt splittet op i et infrastruktur- og et serviceselskab. Det kom bag på Norlys-topchefen, der så det integrerede teleselskab - landets eneste fuldtonede af slagsen - som værende TDC’s vigtigste konkurrencekraft.

"Det var jeg forundret over, at man ville afmontere. Men i bakspejlet må jeg sige, at det var rigtig set. Vi er så inspirerede af det, at vi har gjort det i den nuværende virksomhed," siger Niels Duedahl.

Opdelingen i divisioner betyder, at det i dag er meget mere tydeligt, hvor man tjener pengene, og hvor det halter. Det giver med andre ord øget transparens, men også mere ansvar til de folk, der er tættest på driften, fordi det er sværere at skjule dårlige resultater.

"Hvor meget tjener detail-operationen isoleret set? Infrastrukturen? Den transparens har vi fået mere end nogensinde, for når man er viklet sammen, er der bare subsidiering. Her kan vi sætte klare finansielle mål for alle divisioner," siger Niels Duedahl.

Dermed har Duedahl fortsat den professionalisering af selskabet og styrkelse af firmaets ledelsesstruktur, som Eniig var langt med inden fusionen med SE.

Der er hentet både en Bankdata-direktør, en Lego-direktør samt en af energisektorens nøglefigurerer, tidligere Dong Energy-topchef Anders Eldrup, til Norlys’ bestyrelser.

Norlys er resultatet af 40 virksomheder, som er opkøbt eller fusioneret i løbet af 20 år, hvoraf 54-årige Niels Duedahl har tegnet sig for de sidste 11 år.

Han mener, at Norlys nu har en størrelse, som gør, at man ikke kommer til at ændre sin identitet igen, selvom han ikke er færdig med at konsolidere sektoren.

Ligesom kommercielle distraktioner er luget ud, og koncernen er fokuseret, skal der stilles skarpt på Norlys i de kommende år.

"Vi bygger et brand, der hedder Norlys. Jeg mener, at det kan blive et kæmpestort brand blandt forbrugere," siger Niels Duedahl, der i dag råder over brands som Boxer, Stofa og delvist Waoo, som han forventer i fremtiden kommer til at hedde Norlys.

"Vi tror ikke på, at vi får konkurrencemæssig kraft, medmindre vi samler vores marketingskroner om én identitet."

Han kalder Norlys en identitetsmæssig »endestation.«

Men er det så også Duedahls karrieremæssige endestation?

"Det er mit 11. år i virksomheden. Hvis jeg tænker tilbage, er omsætningen og antallet af medarbejdere femdoblet. Vi er gået fra 300.000 til 1,5 mio. kunder. Det har været en ret massiv rejse," siger Niels Duedahl.

"Jeg har også spurgt mig selv, om det er min endestation. Det har jeg ikke taget stilling til. Men jeg synes, at virksomheden bliver ved med at genopstå på ny med de ting, vi har fundet på. Norlys har været en gamechanger. Det er ikke bare en fusion, men fusionen," understreger Duedahl.

Der har været meget kritik af, at de andelsejede el-selskaber har været drevet af imperiebyggeri, som ikke er kommet ejerne til gode. Hvad er fordelen for ejerne?

"Vi har nogle af Danmarks allerbilligste nettariffer - sammenlignet med Sjælland er det ca. halvt niveau. Så er vores ejere også nogle af dem med den allerhøjeste fiberdækning - over 80 pct. i dag og om ganske få år 100 pct. Jeg mener virkelig, at ejerne har fået smæk for skillingen. Derudover betaler vi 1,5 mia. kr. i udbytte, så jeg synes, at fordelene for ejerne er så eklatant stærke," siger han og fortsætter:

"Tjener vi for lidt, er vi lallende amatører. Tjener vi for meget, er vi grådige. Men der er en kompleksitet i at drive et andelsejet selskab, fordi det er en balance mellem finansielle og ikke-finansielle KPI’er. At ville have de top-3 laveste nettariffer rammer indtjeningen. Det samme gør fiber til alle."

Bestyrelsen i Norlys giver grønt lys til muligt milliardopkøb

Norlys-chef: Ingen aktuelle planer om salg af ejerandel i Energi Danmark

Norlys vil handle med energi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også