Elkoncernes fiberselskab bliver politianmeldt og står til bøde

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Fibia, der ejes af Seas-NVE og NRGI, for brud på markedsføringsloven i en række breve om bredbåndsprojekter. Fibia accepterer at betale en bøde på 964.600 kr.
Foto: Christian Klindt Sølbeck/INDBLIK
Foto: Christian Klindt Sølbeck/INDBLIK
AF MALTE OXVIG

Forbrugerombudsmanden indstiller Fibia til en bøde for at bryde markedsføringsloven og har derfor politianmeldt fiberselskabet. Fibia, der er ejet af energiselskaberne Seas-Nve og NRGI, accepterer at betale bøden på 964.600 kr.

Sagen skyldes, at Lolland, Odsherred og Kalundborg Kommuner via E-boks har sendt breve til mindst 9.646 borgere med en opfordring om, at de burde overveje at bestille fibernet hos Fibia. Udsendelsen af brevene er sket i samarbejde med Fibia, og det er i Forbrugerombudsmandens øjne en overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringsloven.

"Virksomheder må kun sende reklamer via elektronisk post, hvis modtageren har givet samtykke til at modtage reklamerne. Så simpel er loven vedrørende spam. Fibia kan ikke omgå spamforbuddet ved at få kommunerne til at skrive til borgerne via e-Boks," slår Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, fast i en meddelelse.

Hos Fibia lægger markedsdirektør Brian Lønroth sig fladt ned og accepterer bøden.

"Når vi kigger på det i dag kan vi godt se, at det i sidste ende kan betragtes som en overtrædelse af markedsføringsloven, og at det nødvendigvis må føre til en bøde. Vi står ved vores ansvar og derfor betaler vi bøden," udtaler han i en pressemeddelelse.

"Vi og kommunerne havde en fælles interesse, og da der er ikke var tale om reklame i traditionel forstand, gik vi ud fra at vi overholdt lovgivningen, da vi var i dialog med kommunen. Vi burde have været mere grundige i vores vurdering af materialet dengang."

Det fremgår af meddelelsen, at Fibia under afdækningen af sagen har fundet tre yderligere forhold, der muligvis kan være en overtrædelse af det såkaldte spam-forbud.

"Dem har vi naturligvis orienteret Forbrugerombudsmanden om," fastslår Brian Lønroth.

ITWatch har tidligere afdækket de tætte bånd mellem Fibia og flere kommuner. Eksempelvis sendte Lolland Kommune i 2018 et brev til nogle borgere via E-boks, hvor kommunens borgmester opfordrede til, at man støttede Fibias bredbåndsprojekt. Men som ITWatch kunne fortælle, så var teksten i brevet, der var underskrevet af kommunens borgmester, flere steder identisk med formuleringer, som Fibia havde sendt til Lolland Kommune.

I et af brevene, som Forbrugerombudsmanden har set, stod der blandt andet:

"Dette brev er en servicemeddelelse fra xx Kommune med en opfordring til at støtte etableringen af højhastighedsinternet i og omkring xx område… Derfor er det vigtigt, at du som borger tager stilling til om du/i ønsker at fremtidssikre dit område… Hvis ikke der er tilstrækkelig opbakning sender Fibia gravemaskinerne videre til nye områder…"

Ifølge Forbrugerombudsmanden er brevene sendt på Fibias opfordring og i samarbejde med Fibia. Udover at sende forslag til teksten til kommunerne bad bredbåndsselskabet om at se brevene inden afsendelsen, og det leverede endvidere adresselister med modtagere til kommunerne, skriver Forbrugerombudsmanden.

Bødens størrelse skyldes, at man følger en beregningsmodel, når der er tale om brud på spamforbuddet. Konkret udløser hver mail, når der er sendt mere end 100 mails, en bøde på 100 kr.

Fibia har ikke flere kommentarer til sagen.

(Den artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også